DF’er: Brud med Messerschmidt skyldes dårlig kemi
Endnu et medlem af Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet blander sig i det interne opgør.
BRUXELLES
Når Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet i denne uge har mistet et af sine fire medlemmer, så skyldes det ikke manglende åbenhed om støttemidler, men derimod dårlig intern stemning.
Sådan lyder forklaringen fra Anders Vistisen (DF), der sammen med Morten Messerschmidt (DF) og Jørn Dohrmann (DF) nu er alene tilbage i DF-gruppen, efter at Rikke Karlsson (DF) tirsdag valgte at forlade partiet for at fortsætte som løsgænger.
Derfor er mit indtryk, at det her mere handler om, at Morten og hende har en rigtig dårlig personlig kemiAnders Vistisen (DF), medlem af EU-Parlamentet
Karlssons forklaring på sit brud med partiet er, at hun ikke har kunnet få indsigt i, hvordan EU-midler er anvendt af det europæiske parti Movement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og den tilhørende fond Foundation for a Europe of Liberties and Democracy (FELD). Dansk Folkeparti hører til begge steder.
Men Anders Vistisen har et noget andet bud på en forklaring, efter at han sammen med Karlsson og Dohrmann har siddet i gruppe med Messerschmidt siden valget i juni 2014:
»Vi har tilbudt Rikke, at hun kunne få tingene gennemgået. Selv ned på hver enkelt event og detaljer som generalsekretærens løn, som ikke er med i det offentlige regnskab. Det har hun bare sagt nej til. Derfor er mit indtryk, at det her mere handler om, at Morten og hende har en rigtig dårlig personlig kemi, og det har de haft i et år nu, end det handler om alt mulig andet. Det er min personlige følelse omkring det. For jeg forstår ikke det, hun er ude i. Det giver virkelig ikke mening,« siger Anders Vistisen.
»Forvirret pige«
Også i sidste valgperiode måtte Morten Messerschmidt – der fik flere end 465.000 stemmer ved valget i 2014 – se en af sine gruppefæller forlade ham. I 2011 sagde Anna Rosbach farvel til partiet efter uoverensstemmelser med Messerschmidt.
Det er hverken lykkedes at få Morten Messerschmidt eller Rikke Karlssons udlægning af deres personlige kemi.
Tidligere på ugen sagde Karlsson til Berlingske, at hendes farvel alene handler om »mørklægningen«, mens Messerschmidt udtalte, at »det her er en søforklaring, som i virkeligheden dækker over noget andet, og jeg kan i al oprigtighed faktisk ikke finde ud af, hvad det andet skulle være.«
Messerschmidt betegnede desuden Karlsson som »en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.«
Efter kritik for bl.a. sexisme og arrogance udtalte Messerschmidt onsdag, at »jeg vil gerne beklage, at det, jeg har sagt, kunne udlægges som nedladende«.