Fortsæt til indhold
Politik

Søren Espersen truer med at vælte Løkke

Hvis Venstre-regeringen laver en bred udlændingeaftale henover midten i dansk politik uden om DF, så vælter det store støtteparti regeringen, siger Søren Espersen.

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) laver en bred udlændingeaftale henover midten i dansk politik uden om Dansk Folkeparti, så trækker det store støtteparti tæppet væk under regeringen.

Sådan lyder den klare melding nu fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen i et interview med TV 2.

”En fast udlændingeaftale som et bredt forlig, hvor Venstre og Socialdemokratiet er med uden Dansk Folkeparti, det vil jeg ikke acceptere. Det vil være helt utænkeligt.”

Og hvad ligger der i det?

Så vælter vi regeringen. Selvfølgelig gør vi det.
Søren Espersen (DF)

”Det vil vi ikke have. Så vælter vi regeringen. Selvfølgelig gør vi det,” siger Søren Espersen, der forklarer, at udlændingepolitikken er Dansk Folkepartis "hjerteblod".

"Det kunne aldrig nogensinde forekomme, at vi kunne acceptere det. Og Lars Løkke Rasmussen ville aldrig nogensinde være så dum at gøre det."

På Socialdemokraternes kongres i weekenden opfordrede partiformand Mette Frederiksen (S) regeringen til netop at lave en sådan aftale.

”Også her Lars Løkke Rasmussen. Velkommen til virkeligheden. Nu skal du tage dit ansvar på dig. Vis lederskab. Lad os lave en bred politisk aftale. Om asyl og udlændinge. Om reel og markant hjælp til nærområderne og verdens flygtninge. Om en skærpet indsats mod social dumping udefra. Om ret og pligt i integrationsindsatsen,” sagde Mette Frederiksen i sin kongres-tale.

I sidste uge meddelte statsministeren, at Danmark - set i lyset af den seneste udvikling i den igangværende flygtningekrise - var klar til at modtage 1000 ekstra asylansøgere. En udmelding, som Socialdemokraterne bakkede op om, men som blev afvist af Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Søren Espersens udtalelser.