Fortsæt til indhold
Politik

Morten Østergaard roser frivillige flygtningechauffører

Danmark burde være kendt for de mange frivillige, som har hjulpet flygtninge mens myndighederne var rådvilde, mener De Radikales leder.

Der er brug for en varm velkomst til de flygtninge, der kommer til Danmark.

Det var et af hovedbudskaberne, da den radikale partileder, Morten Østergaard, lørdag formiddag holdt tale ved De Radikales landsmøde på Nyborg Strand Hotel.

Her roste han de frivillige danskere, som blandt andet samlede flygtninge op og kørte mod Sverige.

"Det var folk, som smed hvad de havde i hænderne og kørte til Padborg eller Rødby for at dele mad og vand ud eller for at give et lift. Det har været det folkelige svar. Det er det, som Danmark i virkeligheden burde være kendt for, men som vi i virkeligheden ikke er," sagde Morten Østergaard, hvorefter salen brød ud i jubeltilråb og klapsalver.

Ifølge Udlændingeloven er det ulovligt at hjælpe flygtninge ind i eller gennem landet. Men det lod Morten Østergaard ikke til at tage sig af.

Med opsmøgede skjorteærmer talte han uden papirer til de knap 600 landsmødedeltagere. Hovedparten af taletiden brugte han på at adressere den ekstraordinære flygtningesituation både inden for og uden for Danmarks grænser.

Ifølge Morten Østergaard er der langt fra grund til at være stolt over regeringens svar på udfordringerne. Tværtimod er det frivillige danskere, der har gjort den største forskel, mener han:

"Det stærke lederskab har været det folkelige lederskab. Det har været danskere over hele landet, der har smidt hvad de havde i hænderne, samlet tøj sammen, hevet ungernes legetøj ned af hylden og kørt hen til det nærmeste asylcenter for at finde mennesker, der havde mere brug for det," sagde Østergaard i talen.

Han takkede også Dansk Folkeparti-vælgeren Linda fra Lolland, som Jyllands-Posten interviewede i forrige uge. Under flygtningekrisen har hun huset flygtninge i sit hjem i Rødby, koordineret chauffører og er blevet venner med en gruppe unge, muslimske mænd fra Nørrebro.

"Det var vel som man siger i Nordjylland, så lovligt som muligt."

Statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte i denne uge, at Danmark er parat til at tage imod 1.000 ud af de 160.000 flygtninge, som EU-landene er enige om at skulle fordele i mellem sig.

Beslutningen fik ros fra De Radikale. Til gengæld kritiserede Morten Østergaard Lars Løkkes valgkampsløfter om en "straksopbremsning" af asyltilstrømningen.

"Lars Løkke har sagt, at vi nu er blevet overhalet af virkeligheden. Ahh, gamle dreng, hør her. Det var altså dig, der under valgkampen sagde, at på trods af, der er flere flygtninge end på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig, så var det SR-regeringens skyld, at der kom mange flygtninge til Danmark. Og hvis bare man ville gøre dig til statsminister, så kunne man få det til at holde op."

"Så nej, overhalet af virkeligheden kan man ikke tillade sig at sige. Det er snarere sådan, at du er ved at indhente virkeligheden," lød det fra Morten Østergaard, som straks fik klapsalver og tiljublinger med fra salen.

Morten Østergaards tale er den første af tre partiledertaler i denne politiske superweekend, hvor også Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne holder henholdsvis årsmøde i Herning og kongres i Aalborg.

Den aktuelle flygtningesituation og debatten om stramninger ventes at blive et centralt omdrejningspunkt hos De Radikale, der traditionen tro holder landsmøde på Hotel Nyborg Strand.

Østergaard kom dog ikke ind på SR-regeringens omstridte stramning af reglerne for familiesammenføring, som betyder, at visse flygtninge ikke kan få deres familie til Danmark det første år.

Forud for landsmødet har partiets medlemmer i Københavns Storkreds ellers stillet et såkaldt resolutionsforslag, der skal gøre det til radikal politik at arbejde for at afskaffe stramningen, som har fået hård kritik fra det radikale bagland.

Forslaget er blevet indstillet til vedtagelse af partiets hovedbestyrelse og har også fået opbakning fra Morten Østergaard. Han beskriver stramningen - som han selv stemte for i februar - som et midlertidigt tiltag i en ekstraordinær situation. Nu skal familiesammenføringsreglerne normaliseres igen, mener han.

Daværende integrationsminister Manu Sareen, som ikke længere sidder i Folketinget, sagde i august, at asylstramningen var "en plet" på hans cv.

"Jeg er ikke naiv, jeg er udmærket klar over, at politik er kompromiser. Du får noget og giver noget andet. Men jeg var sgu ked af den stramning, vi lavede på asylområdet. Det er helt klart en plet mit cv, som jeg på ingen måde er glad for," sagde eks-ministeren til Politiken.

Det radikale landsmøde fortsætter indtil søndag eftermiddag.