Dansk Industri presser regeringen

Statsministerens udspil er et første skridt på vejen, men Danmark og Europa må se virkeligheden i øjnene og finde fælleseuropæiske løsninger på den aktuelle flygtningekrise, mener Karsten Dybad, adm. direktør i Dansk Industri.

Artiklens øverste billede
DI har hidtil forholdt sig tavs til regeringens omdiskuterede annoncer i libanesiske aviser om danske asylstramninger. Men i dag konstaterer Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri (DI), at »det er ikke noget, der giver et image eller brand, som vi er glade for«.

Det kan godt være, at EU-Kommissionen vil fordele 120.000 flygtninge i Europa, og at den danske regering efter en politisk kovending er klar til at modtage 1.000 personer.

Men det er på ingen måde nok til at løse den aktuelle situation, lyder det fra erhvervslivets førende organisation.

»Det er et første skridt på vejen fra dansk side,« siger Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri (DI).

Han påpeger f.eks., at mens EU-Kommissionen foreslår at fordele 120.000 flygtninge fra hårdt pressede lande i Sydeuropa til andre lande i unionen, har Tyskland modtaget over 100.000 flygtninge på bare en måned.

»Jeg ville ønske, at Danmark og Europa ser realiteterne mere i øjnene. De talstørrelser, der nævnes, bliver hele tiden større. At få løst det, som kommissionen taler om, er fint. Det er et skridt på vejen. Men det er jo ikke nok,« siger DI-direktøren, der opfordrer Danmark til at finde fælles løsninger med EU-landene om alt fra udenrigspolitik i Mellemøsten, økonomisk nødhjælp til nærområderne og kontrol ved unionens ydre grænser.

Hvis ikke det lykkes, er Danmarks velstand truet, mener Dybvad.

»Vi har skabt vores velstand ved at være en åben økonomi. Hvis Europa ikke løser problemerne i fællesskab, vil landene måske bevæge sig i en retning, hvor fremskridt og samarbejde bliver skruet tilbage,« siger han.

DI har hidtil forholdt sig tavs til regeringens omdiskuterede annoncer i libanesiske aviser om danske asylstramninger. Men i dag konstaterer Dybvad, at »det er ikke noget, der giver et image eller brand, som vi er glade for«.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, siger:

»Danmark går langt med det her. Hvis andre lande bidrog, som Danmark gør, ville vi være tæt på en løsning. Det ville være godt, hvis alle lagde vægt på det i stedet for at finde hår i suppen.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen