Støjberg: Flygtningeannoncer vil hurtigt tjene sig selv hjem
”Jeg ville selvfølgelig ikke indrykke de her annoncer, hvis ikke jeg mente de havde en effekt," siger Inger Støjberg (V) om omdiskuteret kampagne, der skal holde flygtninge væk.
250.000 skattekroner.
Så meget har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet brugt på den annoncekampagne, der mandag rulles ud i en række libanesiske aviser og på sociale medier.
Men de penge er hurtigt tjent hjem igen for Danmark, lyder det fra Udlændingeminister Inger Støjberg (V).
”Jeg ville selvfølgelig ikke indrykke de her annoncer, hvis ikke jeg mente de havde en effekt. Jeg kan oplyse, at vi har brugt 250.000 kroner på det her. Og til sammenligning koster det omkring 200.000 kroner at huse en flygtning, med de omkostninger der er til offentlige ydelser og andet, det første år i Danmark. Så der skal ikke meget hovedregning til før man ser, at de annoncer meget hurtigt er tjent ind.”
Eksperter har ellers tidligere, overfor Jyllands-Posten, sået tvivl om den reelle effekt af Støjbergs annoncer.
"Som flygtningepresset er på Europa lige nu, tror jeg ikke, at man omdirigerer meget ved at give denne type oplysninger," har Ninna Nyberg Sørensen, migrationsforsker hos DIIS, sagt.
Inger Støjberg, de her annoncer genererer en masse omtale og debat herhjemme. Er det her i højere grad for at sende et signal indenlands end udenlands?
”Nej, det er jeg lodret uenig i. Når vi indrykker de her annoncer er det ikke fordi jeg ønsker at diskutere med Bo Lidegaard fra Politiken eller Zenia Stampe fra de Radikale. Så er det for at få sendt et klart signal til menneskesmuglerne om at nu er der kommet en ny regering til, der er blevet strammet op, og derfor er vilkårene anderledes, når man kommer til Danmark.”
Annoncerne, der skal få folk til at holde sig fra Danmark, indrykkes samtidig med at vores naboland Tyskland har besluttet at byde flere flygtninge velkommen. Hvad tænker du om den store kontrast?
”Når jeg indrykker annoncerne, er det selvfølgelig fordi jeg mener, at vi har en for stor tilstrømning til Danmark. Det ønsker jeg at begrænse, det gik jeg til valg på, og det er det, jeg arbejder for. At tyskerne så har valgt at gøre, som de gør, skal ses i lyset af, at de står i en særlig situation. Men jeg vil dog også sige, at tyskerne igennem længere tid har kørt med skræmmevideoer i forhold til de mennesker, der kommer fra Balkan, og som konsekvent og hurtigt bliver sendt tilbage igen. Så man skal huske det fulde billede. Det er som om, at den her debat har det med at blive meget enøjet,” siger Støjberg, der fortæller, at valget af de libanesiske aviser sker efter rådgivning fra et libanesisk kommunikationsbureau, og at der ikke er planer om at indrykke flere annoncer.
”Umiddelbart forventer jeg, at det er denne indrykning. Men man skal ikke være blind for, at netop det, at vi indrykker annoncerne, genererer en masse omtale og debat. Ikke bare i Danmark, men sandsynligvis også i udlandet.”
Hvad mener du om annoncen? Deltag i debatten på JP Politiks Facebook-gruppe: