Fortsæt til indhold
Politik

DF er lun på Østrigs eksport af asylsøgere

Østrig sender asylsøgere til Slovakiet, mens deres sager behandles.

THOMAS VIBJERG | MARTIN JOHANSEN

En del af løsningen på Danmarks udfordringer med et stort antal asylsøgere behøver bogstaveligt talt slet ikke ligge så langt væk som hidtil antaget.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, der har været varm fortaler for den såkaldte Australiens-model. Her vender man skibe med flygtninge og eskorterer dem til eksotiske steder som Nauru eller Manus Island i staten Papua Ny Guinea, begge mere end 1.000 km fra den australske kyst, mens deres asylansøgninger behandles. Hvis de bliver tildelt asyl, får de ikke lov til at komme til Australien, men tilbydes genbosætning i Cambodja, Papua Ny Guinea eller Nauru, hvor Australien så bidrager økonomisk til, at de kan opholde sig.

I weekenden fortalte Jyllands-Posten om, hvordan Østrig netop har lavet en aftale med Slovakiet om, at en del af asylsøgerne i Østrig skal sendes til Slovakiet, mens deres ansøgninger behandles.

Det er interessant, og regeringen bør undersøge, om modellen kan bruges af Danmark, mener Martin Henriksen, DF’s udlændingeordfører. Han hæfter sig dog ved, at asylsøgerne i modsætning til i Australiens-modellen får lov at vende tilbage til Østrig, hvis de får godkendt deres asylansøgning.

V: Svært ved at se

»Men når det er sagt, skal man ikke afvise, at den måde, som Østrig har indrettet sig på med Slovakiet, kan have en effekt i retning af, at færre får lyst til at søge asyl i Østrig. Derfor synes jeg, at det er en spændende tanke, som vi gerne vil have nærstuderet for at se, om det er noget, som vi kan bruge herhjemme,« siger Martin Henriksen med henvisning til, at mange asylsøgere næppe vil have lyst til at skulle tilbringe f.eks. et år i Slovakiet.

I hvert fald viser tal fra Eurostat, at Slovakiet er det EU-land, der i forhold til befolkningens størrelse modtager færrest asylsøgere. I årets første kvartal kom der 60 i alt.

Ifølge Martin Henriksen ville Østrigs aftale være mere attraktiv, hvis asylsøgerne ikke efterfølgende kunne vende tilbage til landet. Men der er heller ikke noget til hinder for at lade sig inspirere og udelade noget, siger han.

Den konkrete anledning til aftalen med Slovakiet er, at Østrig i år oplever en voldsom stigning i antallet af asylsøgere, som – hvis det fortsætter – kan lande et godt stykke over 50.000. Alene i maj kom der 6.000. Til sammenligning modtog Danmark i samme måned 828 asylsøgere.

Der foreligger ikke umiddelbart oplysninger om, at Østrig betaler Slovakiet noget for aftalen, ud over at man sørger for rådgivning og sikkerhed. Slovakiets indenrigsminister har begrundet arrangementet med den hjælp, som landet tidligere har modtaget fra Østrig.

I Venstre er man i teorien åben over for at indgå bilaterale aftaler, men i praksis kan det være vanskeligt, forudser fungerende politisk ordfører Jacob Jensen.

»Jeg har umiddelbart svært ved at se, om det skulle være svenskerne eller tyskerne, som stod parate til at huse et antal flygtninge, mens vi i Danmark behandlede deres sager. Men hvis det giver mening og er juridisk medholdeligt, kan man godt lade sig inspirere,« siger Jacob Jensen, der heller ikke mener, at idéen vil have en afskrækkende effekt, så asylsøgere i første omgang vælger andre destinationer end Danmark.