Løkke får bredt mandat til at danne regering
Senere mandag genoptager Lars Løkke Rasmussen forhandlingerne om en ny, borgerlig regering.
Mandag eftermiddag og/eller aften vil Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætte forhandlingerne på Christiansborg om at danne en ny, blå regering i Danmark.
Det meddeler Venstre-formanden selv, efter han atter har været en tur hos dronningen og fået et nyt mandat til at forsøge at samle en regering med ham selv som statsminister. I modsætning til den første dronningerunde har Løkke denne gang fået frie hænder til at afprøve forskellige bogstavkombinationer.
"Jeg har fået et bredt mandat til at danne en regering under min ledelse. Jeg vil derfor senere i dag optage nye drøftelser med de tre partier, som vil være en del af et parlamentarisk grundlag eller indgå i en sådan regering," sagde Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News, da han mødte de ventende journalister på Amalienborg Slotsplads.
Han tilføjede, at Dansk Folkeparti vil blive indkaldt som det første og største parti til de fortsatte forhandlinger, derefter Liberal Alliance og slutteligt De Konservative, som er mindst.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger bliver DF indkaldt til kl. 16, LA kl. 17 og Konservative kl. 18.
DF, som nu er det største parti i blå blok, har hidtil været afvisende over for at gå med i en regering, men tidligere mandag blødte partiformand Kristian Thulesen Dahl en smule op på det spørgsmål. Hvis regeringsgrundlaget er i orden, går Dansk Folkeparti med, meddelte han.
Ender Løkke alligevel med at måtte danne en ren Venstre-regering, spås han en besværlig fremtid som statsminister, da han i så fald skal hoppe fra tue til tue og samle flertal fra sag til sag. Omvendt ventes Dansk Folkeparti at tage sig godt betalt, hvis de skal gå med i regering, og dertil kommer, at der er betydelige uenigheder mellem V og DF på vigtige områder.
Dansk Folkeparti ønsker eksempelvis, at væksten i det offentlige forbrug skal være 0,8 pct. årligt, mens Venstre som bekendt vil have nulvækst. Også EU ser de to partier meget forskellige på.
Weekenden gik med, at Lars Løkke Rasmussens undersøgte mulighederne for at danne en blå flertalsregering bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Efter forhandlinger på Christiansborg lørdag og søndag måtte Løkke dog konstatere, at projektet ikke kunne lade sig gøre, og derfor har der mandag været en ny dronningerunde, hvor alle partier har været på besøg hos dronningen.
Her pegede Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF, der tilsammen råder over 85 mandater, at den nye S-formand Mette Frederiksen skulle lede regeringsforhandlingerne, men da de ikke har flertal udpegede dronningen Lars Løkke Rasmussen.
De Konservative betonede, at de ønsker, at hans kommende regering skal arbejde bredt, meddeler Kongehuset.
Løkke understregede, at uanset, hvordan hans regering kommer til at se ud, så er det vigtigste, at den har opbakning fra fra tre borgerlige partier – og dermed har flertal.
"Men det er også vigtigt for mig, at det bliver en regering, som kan samarbejde bredt i Folketinget," lød det fra Løkke, som roste alle partierne i Folketinget for – hver på deres måde – at have sendt ham konstruktive signaler under weekendens forhandlingsrunder.
"Jeg er meget ydmyg over for den opgave, jeg har fået. Jeg er meget bevidst om, at Venstre ikke har haft verdens bedste folketingsvalg," sagde han.
Venstre gik fra 47 til 34 mandater ved valget, mens Dansk Folkeparti gik fra 22 til 37 mandater og blev dermed Folketingets næststørste parti.
Video: Thulesen Dahl åbner for DF i regering:
Dyk ned i valgresultaterne for hver enkelt kreds i grafikken nedenfor: