Fortsæt til indhold
Politik

Børsting om udsigt til regeringsskifte: Det er noget lort

LO-formanden er skuffet over udsigten til en ny, blå regering.

Det hujer bestemt ikke LO-formand Harald Børsting, at alt tyder på en sejr til blå blok med 97 pct. af stemmerne talt op.

"For at sige det på jysk, så er det noget lort," siger han til DR, og lader forstå at han mest af alt har ondt af kontanthjælpsmodtagerne og indvandrene:

"I virkeligheden har jeg mest ondt af kontanthjælpsmodtagere og indvandrere, som nok bliver sat ned på startydelse inden august. Det er uanstændigt. Jeg har aldrig troet på, at man kan sulte folk i arbejde," siger han.

Under valgkampen annoncerede Lars Løkke Rasmussen (V), at han ville invitere til trepartsforhandlinger. Denne invitation hilser fagforeningsbossen dog velkommen.

"Vi tager altid venligt og ordentlig imod en invitation til trepartsforhandlinger," siger han, som regner med, at det bliver lettere at forhandle en aftale på plads, fordi Danmark er på vej ud ad krisen i modsætning til under forhandlingerne i 2012 med finansminister Bjarne Corydon (S).

"Så jeg er positiv," siger Harald Børsting, som håber, at en kommende regering vil samarbejde om særligt to punkter:

"Social dumping og ordentligt arbejdsmiljø er nogle nøgleord for os."