K vil klage over fejl på stemmesedler
En fejl på stemmesedlerne har rykket De Konservative og og Alternativets spidskandidater langt ned på stemmesedlerne i tre sydjyske kommuner.
De Konservative frygter, at de har mistet stemmer på grund af en fejl i tre sydjyske kommuner. På stemmesedlerne i Vejen, Haderslev og Billund figurerer partiets spidskandidat, Mike Legarth (K), først langt nede på listen. Det skriver JydskeVestkysten.
Fejlen vil udløse en klage efter valget, siger lokalformand Kurt Bjørndal (K).
»Nu har vi ført en valgkamp, som i meget høj grad har haft fokus på Mike Legarth som spidskandidat, og så har vælgerne vel også en begrundet forventning om, at han står øverst på stemmesedlen,« siger han til jv.dk.
Vælgere kan i værste fald have valgt at stemme på andre partier, når de ikke har fundet Mike Legarth øverst på listen, mener han.
Også Alternativets spidskandidat er røget nedad på listen. Problemet er, at kandidaterne er oplistet alfabetisk, og det betyder, at Mike Legarth står længere nede end for eksempel Dan Arnløv.
Fejlen er ifølge Indenrigsministeriet sket, fordi de to partier i Sydjyllands Storkreds har valgt en lidt anden opstillingsform end de øvrige partier - nemlig at den samme kandidat er nomineret i alle opstillingskredse i Sydjyllands Storkreds.
Mike Legarth ønsker ifølge JydskeVestkysten ikke at kommentere på sagen.