Fortsæt til indhold
Politik

Sådan faldt stemmerne til sidste valg

I 2011 fik Løkke langt flere personlige stemmer end Thorning. Men i 2007 var det lige omvendt.

Nu er valgstederne åbnet, og Danmark er i fuld gang med at stemme om, hvem der skal indtage pladserne i Folketinget og blive Danmarks nye statsminister.

Hvilke kandidater der ender som dette valgs helt store vindere, ved vi ikke før fredag, hvor de personlige stemmer bliver talt op. Ved forrige valg toppede Lars Løkke Rasmussen listen med hele 56.285 personlige stemmer. Venstre-formanden og statsministerkandidaten var den eneste kandidat, der kom over 50.000 personlige stemmer.

Til Folketingsvalget 2011 fik Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen 47.002 personlige stemmer, hvilket bragte hende på en anden plads over valgets stemmeslugere.

På en tredjeplads finder man Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard med 46.131 stemmer.

Helle Thornings-Schmidt, som egentlig endte med at være Folketingsvalget 2011's vinder, hvis man ser på statsministerstillingen, var faktisk først at finde på listens fjerdeplads. Socialdemokraten fik 33.564 personlige stemmer.

Hendes partifælle Nicolai Wammen fulgte hende lige i hælene med 32.119 stemmer, og den daværende Venstrekandidat Lykke Friis fik 30.910 stemmer.

Syvendepladsen blev indtaget af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl 27.393 stemmer. Herefter kom Radikale Venstres Margrethe Vestager med 23.793, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet med 21.847 og Bjarne Laustsen fra samme parti med 18.733 personlige stemmer.

Men der er sket meget i dansk politik siden siden Folketingsvalget i 2011, og billedet ved dette valg kan blive et helt andet.

Ved valget i 2007 fik Lars Løkke Rasmussen 21.387 personlige stemmer og Helle Thorning-Schmidt fik 49.926 stemmer.

Fem partier har skiftet formand, og et helt nyt parti har set dagens lys. Både SF, Radikale, Konservative, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti har skiftet personen, der sad på formandsposten ud, og det nye parti Alternativet er opstået, efter Uffe Elbæk brød med Radikale og stiftede det nye parti.

Herunder kan du se, hvilket nuværende partiledere, der fik flest personlige stemmer til sidste valg:

1. Lars Løkke Rasmussen (V) fik 56.285 personlige stemmer

2. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fik 47.002

3. Helle Thorning-Schmidt (S) fik 33.564

4. Kristian Thulesen Dahl (DF) fik 27.393 (daværende formand Pia Kjærsgaard fik 46.131 personlige stemmer)

5. Anders Samuelsen (LA) fik 11.805

6. Morten Østergaard (R) fik 8.777 (daværende formand Margrethe Vestager fik 23.793 personlige stemmer)

7. Pia Olsen Dyhr (SF) fik 2.461 (daværende formand Villy Søvndal fik 12.954 personlige stemmer)

8. Uffe Elbæk (ALT) fik 2.373

9. Stig Grenov (KD) fik 103 (daværende formand Per Ørum Jørgensen fik 3.942 personlige stemmer)

10. Søren Pape Poulsen (K) fik ingen stemmer, da han endnu ikke stillede op til folketingsvalget i 2011 (dog fik daværende formand Lars Barfoed 8.268 personlige stemmer)

Hvis man kigger på de største stemmeslugere ved de seneste fire valg er forhenværende statsminister fra Venstre Anders Fogh Rasmussen den suveræne vinder. Både i 2001, 2005 og 2007 fik han flest personlige stemmer.