Tre grønlandske politikere er meldt til politiet
En tidligere og to nuværende grønlandske politikere er blevet anmeldt til politiet. Fire borgere mener, at de har taget penge fra landskassen.
Fire borgere i Grønland har meldt to nuværende grønlandske politikere og en tidligere politiker til politiet.
Det har de gjort, fordi de er sikre på, at de tre har misbrugt midler fra landskassen i den tid, hvor de var politikere. Dermed har de indleveret en anmeldelse til politiet, hvor de beskylder politikerne for overtrædelse af den grønlandske straffelov.
Det skriver den grønlandske radio KNR.
Det drejer sig om Grønlands meget markante fortaler for løsrivelse Aleqa Hammond fra regeringspartiet Siumut, Steen Lynge fra partiet Atassut og tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist fra partiet IA, Inuit Ataqatigiit.
De er alle tre anmeldt for bedrageri, mandatsvig og underslæb.
"Det er kommet frem, at landskassen er blevet misbrugt adskillige gange over en lang årrække. Vi synes, det er på tide, det stopper," siger Giiti Titussen, der er en af de fire borgere, som har anmeldt politikerne til politiet til KNR.
Det er ikke første gang, at den grønlandske toppolitiker Aleqa Hammond kommer i modvind.
I september sidste år kom det nemlig frem, at hun havde brugt 106.000 kroner af selvstyrets penge til private formål. Derefter trak hun sig som partiformand for Siumut.
I den nye anklage mod hende har revisionsfirmaet Deloitte og Landstingets revisionsudvalg fundet frem til, at der ikke "kun" er tale om 106.000 kroner som først antaget, men i stedet et næsten dobbelt så stort beløb - et beløb på 204.000 kroner.
Ifølge KNR har revisionsudvalget oplyst, at pengene blandt andet er blevet brugt til private rejser for familie og venner.
Men alle pengene skulle ifølge flere grønlandske medier være betalt tilbage til Grønlands Landskasse.
Selvom Aleqa Hammond er blevet meldt til politiet for at have hånden for langt ned i landets pengedåse, så fortæller KNR, at politikerens parti fortsat står bag hende.
Også den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist har prøvet en lignende episode før. Han blev nemlig også i september 2014 anklaget for at have taget penge fra landskassen. I hans tilfælde drejede det sig om 25.000 kroner.
I modsætning til Aleqa Hammond trak han sig fuldstændig fra det politiske rum.
"Jeg er på vej til møde med min advokat for at drøfte sagen. Men derudover har jeg ikke så mange kommentarer til anmeldelsen. Det står jo folk frit for at gå til politiet og anmelde en påstået forbrydelse. Det er naturligvis ikke sjovt, men uanset hvad sagen måtte ende med, har jeg tidligere påtaget mig det fulde ansvar," udtaler Kuupik Kleist til Sermitsiaq.ag.
Steen Lynge, som er den tredje, der er blevet anmeldt af de fire borgere, fortæller til KNR, at han glæder sig til sagen bliver afsluttet. Han mener ikke, at han har noget at frygte og slår samtidig fast, at hans samvittighed er fuldstændig ren.
Ligesom Aleqa Hammonds partifæller bakker Steen Lynges parti Atassut også op om ham.