Dødt løb mellem Thorning og Løkke
Blå blok står til at få flest mandater i dagens Wilke-måling. For tre dage siden var det rød blok, der lå i front.
Fars dag: På denne solrige 100-årsdag for Grundlovens ændring og kvindernes stemmeret er det blevet blå blok og Lars Løkke Rasmussens (V) tur til at ligge et mulehår foran modstanderne i den nyeste Wilke-måling foretaget for Jyllands-Posten.
For tre dage siden var rollerne byttet om, og Helle Thorning-Schmidt (S) lå i front.
De blå partiers forspring er dog så lille, at man ikke kan konkludere, hvem der reelt har størst opbakning blandt vælgerne - resultatet fortaber sig simpelthen i den statistiske usikkerheds tåger.
Èn ting kan man dog sige med sikkerhed: Der er umådelig tæt kamp om statsministerposten, og valget den 18. juni tegner til at blive en gyserforestilling.
Blå blok står nu til 89 mandater og rød blok til 86. Medregner man de fire nordatlantiske mandater vil stillingen sandsynligvis blive 90 mandater til blå blok og 89 til rød. Altså farvel til Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Hun kan dog glæde sig over, at vælgerne stadig vurderer hende til at være langt mere troværdig end Lars Løkke Rasmussen. Venstre-formanden ligger nederst på troværdighedslisten over Folketingets partiledere.
Siden valgets udskrivelse har rød blok generelt haft fremgang i målingerne, og i skrivende stund er der så godt som dødt løb mellem blokkene i Ritzau Indexet, som er et vægtet gennemsnit af de seneste 15 toneangivende politiske meningsmålinger.
Socialdemokraterne ser desuden ud til at være godt på vej tilbage som landets største parti med omkring 43 mandater, mens Venstre står til at gå omkring 12 mandater tilbage. Partiet måles i dagens Wilke til 35 sæder.
Dansk Folkeparti ligger lige i hælene med udsigt til 34 mandater. Endnu tættere ligger Liberal Alliance og De Radikale, som begge står til 12 mandater – for LA er det er en pæn fremgang, for R er det det modsatte.
Også SF kan notere tilbagegang i forhold til valget i 2011, mens Enhedslisten står til 15 mandater, hvilket vil være partiets bedste valgresultat nogensinde.
Om Wilke-målingens usikkerhed:
Den statistiske usikkerhed i denne måling er størst for de store partier og mindre for de små. I dagens måling varierer usikkerheden imellem +/-0,62 procentpoint og +/-2,66 procentpoint.
Under valgkampen forsyner Wilke hver dag Jyllands-Posten med en meningsmåling. Målingerne er løbende, hvilket vil sige, at de foretages over tre dage, hvor der hver dag udskiftes ca. 330 af de godt 1.000 respondenter.
Det betyder, at der er større usikkerhed ved at sammenligne dagens måling med gårsdagens. For at få et mere troværdigt sammenligningsgrundlag skal man i stedet se mere end tre dage tilbage. Interviewene til denne måling er gennemført i perioden 2.-4. juni.
Målingen er baseret på i alt 1.001 interview heraf 775 over nettet og 226 over telefon med et repræsentativt udsnit af vælgerne.