Fortsæt til indhold
Politik

Ny måling: Thorning fastholder føringen

Den seneste meningsmåling, foretaget for Jyllands-Posten, viser fortsat flertal til rød blok. Andre målinger spår dødt løb.

Var der valg i dag, ville statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter alt at dømme kunne fortsætte som statsminister efterfølgende.

Sådan lyder resultatet af en ny meningsmåling, foretaget af Wilke for Jyllands-Posten. Den nye måling viser stort set ingen udvikling i forhold til gårsdagens måling, der for første gang i denne valgperiode målte rødt flertal.

51,6 procent til rød blok, 48,4 procent til blå blok, lyder fordelingen, når der tages højde for det stemmespild, der opstår da Kristendemokraterne blot måles til 0,8 procent, og dermed ikke kommer over spærregrænsen på to procent.

I forhold til tirsdagens måling går rød blok et enkelt mandat frem, sådan at stillingen mellem blokkene nu er 91-84 i rød favør - uden at tælle de fire nordatlantiske mandater med.

Man skal dog ikke lægge alt for meget i, at et enkelt mandat har skiftet side i forhold til gårsdagens måling. Ifølge Wilke skyldes det, at afrundingen af nogle decimaler lige akkurat kommer rød blok til gavn i dag - hvor det var omvendt i går. Således falder afrundingen i dag ud til fordel for Enhedslisten og til bagdel for De Konservative, der henholdsvis går ét mandat frem og ét mandat tilbage.

En række andre målinger har de seneste dage vist tæt næsten dødt løb – de fleste institutter måler dog fortsat et lille flertal til de partier, der peger på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister. Det drejer sig blandt andet om Epinion, som måler for Danmarks Radio. Gallup, som måler for Berlingske. Og Greens, som måler for Børsen.

Til gengæld viser den nyeste måling, foretaget af Voxmeter for Ritzau – ligesom Wilke-målingen - et lille rødt flertal.

Du kan få det fulde overblik over de mange forskellige meningsmålinger her.

Wilke foretager en daglig meningsmåling for Jyllands-Posten under valgkampen. Der benyttes en rullende stikprøve, så der dagligt under valgkampen gennemføres cirka 330 interview. Interviewene i den nyeste Wilke-måling er gennemført fra 31. maj – 2. juni og i alt har 1001 respondenter medvirket.

Den statistiske usikkerhed varierer fra de største til de mindste partier. Usikkerheden varierer imellem +/-0,55 procentpoint til +/-2,68 procentpoint. Den statistiske usikkerhed angiver det interval, målingen med 95 pct. sandsynlighed rammer inden for.

Tvivlerandelen i den nyeste måling er på 20 procent.