S-folk imod Thornings dagpengeplan
Dagpengesystemet må gerne blive dyrere efter valget, mener S-kandidater. »Halsløs gerning,« svarer Thorning.
En lang række socialdemokratiske folketingskandidater går imod partitoppens princip om, at et nyt dagpengesystem ikke må blive dyrere end det nuværende. S-toppen bør slække på budgettet til det nye dagpengesystem, mener både kandidater og folketingsmedlemmer.
»Hvis det kommer til at koste nogle flere penge, ja, så må det koste nogle flere penge. Det er ikke det afgørende,« siger københavner-kandidaten Dennis Schnell-Lauritzen.
På Vestegnen begriber kandidaten Mattias Tesfaye (S) ikke princippet om, at et nyt system ikke må koste ekstra:
»Det er en mærkværdig indgang til forhandlinger at have som sin topprioritet, at det ikke må koste noget.«
Også S-kandidaten Peter Hummelgaard opfordrer til, at økonomien ikke bliver en spændetrøje for reformen:
»Når man har fundet ud af, hvad man gerne vil, må man finde ud af finansieringen bagefter. Hvis det kan klares inden for rammen, så fint. Finder man ud af, at der skal ekstra finansiering til, må man jo prioritere det,« siger Hummelgaard.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt stod fredag fast på sin kurs. Hun vil ikke prioritere dagpenge over andre velfærdsområder:
»Vi er nødt til at anerkende, at vi har de penge, vi har. Derfor er det lidt halsløs gerning at sige, at det bare må koste mange flere penge, når vi også gerne vil have bedre sundhedsbehandling, bedre normeringer for vores børn og sikre, at vi kan give vores ældre en god og værdig pleje,« siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:
»Det havde sikkert været nemmere at have en valgkamp, hvor vi bare kunne sige, at vi kan bruge penge på det hele. Men vi er socialdemokrater, og det kan vi ikke. Vi står for en ansvarlig økonomisk politik.«