Hvem er Løkkes kontanthjælpsmodtager?
3F mener ikke, at Løkkes kontanthjælpsmodtager findes i virkeligheden. Det er langt ude, lyder det fra Venstre.
Det kan ikke i tilstrækkelig grad betale sig at arbejde.
Det forsøgte Lars Løkke Rasmussen i hvert fald at understrege, da han på et pressemøde onsdag fortalte om et besøg på servicevirksomheden Panorama i Høje Taastrup.
Her havde V-formanden af Panoramas direktør, Morten, fået en historie om en kontanthjælpsmodtager, som var blevet ansat i virksomheden.
Til at begynde med var det gået rigtig godt med den nye ansatte. Alligevel stoppede samarbejdet brat.
Det Danmark, jeg ikke ønsker
"Efter et par måneder kom manden til Morten, (Panoramas direktør, Morten Broager, red.) for han havde siddet derhjemme og regnet på, hvad han havde ud af at møde kl. 5 om morgenen og knokle hele dagen. Og han var ikke tilfreds med regnestykket," sagde Løkke.
"Forskellen mellem at arbejde og at være på kontanthjælp var for lille, og derfor ville han have mere i løn. 20 kr. i timen. Ellers kunne han ligeså godt vende tilbage til sit liv på overførselsindkomst. Morten blev frustreret. Hos ham får man overenskomstmæssig løn. Det løber rundt, men der er ikke plads til lønstigninger. Enden på det hele blev, at manden sagde op," sagde Løkke, inden han kom med sin pointe.
"Historien fra Panorama er historien om det Danmark, jeg ikke ønsker. Hvis man kan arbejde, så skal man arbejde. Frem for at kritisere manden fra Panorama er der først og fremmest grund til at bebrejde os politikere, der har indrettet samfundet på en måde, hvor alt for mange har en alt for lille gevinst ved at tage et job frem for at lade være."
"Gider ikke snakke"
Siden Løkke ved middagstid fortalte om kontanthjælpsmodtageren, har Jyllands-Posten forsøgt at finde frem til, hvem personen er.
Men trods gentagne telefonopringninger til Panoramas direktør, Morten Broager, har han ikke været mulig at træffe.
Og ifølge Bo Knudsen, der er formand for Panoramas ejendomsservice, har direktøren ikke lyst til at tale med pressen.
"Han gider ikke at snakke med jer. Sådan er det," siger Bo Knudsen i telefonen, da Jyllands-Posten ringer ham op. Og smider så røret på.
Inden da har Bo Knudsen forklaret, at han - og andre af de ansatte - er ude at hænge valgplakater op med Venstres folketingskandidat Tina Nedergaard.
"Vi er blevet hyret til det, tror jeg nok. Helt hvordan det hænger sammen, skal du snakke med Morten om," siger han.
3F: Tror ikke på det
Så altså ingen hjælp at hente fra den virksomhed, som havde kontanthjælpsmodtageren ansat.
Og det kan der være en god årsag til, mener den lokale 3F-formand i Høje-Taastrup, Jan Richelsen, der i følge eget udsagn har været i kontakt med Panoramas direktør "et par gange inden for de seneste måneder.".
"Jeg tror ikke på, at kontanthjælpsmodtageren findes. Jeg kan ikke bevise det, men det lyder bare ikke til, at det kan passe," siger Jan Richelsen.
Mindsteløn på 139 kr.
Han bygger sin mistro på to ting.
For det første har han svært ved at få det til at stemme, at forskellen mellem at være på kontanthjælp og arbejde hos Panorama er "for lille."
3F har nemlig overenskomst med Panorama, og mindstelønnen er 139 kr. i timen. For en fuldtidsansat svarer det til en månedsløn på den gode side af 22.000 kr.
"Og kontanthjælpen er for en forsørger 14.000 kr. Han får altså - hvis han er forsørger - 8.000 kr. mere ud af at arbejde hos Panorama," siger Jan Richelsen og understreger, at forskellen er endnu større, hvis han ikke er forsørger.
Hvis kontanthjælpsmodtageren får boligstøtte og samtidig sparer a-kasse og transport ved ikke at arbejde, kan differencen ved at gå på arbejde jo sagtens være langt mindre end 8.000 kr. Hvorfor så denne mistro?
"Jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Jeg ved ikke, hvor han har det fra. Jeg tror ikke på det, for jeg har jo set, hvad det betyder, når mine medlemmer ryger på kontanthjælp."
Vil gerne arbejde for 139 kr.
Og for det andet mener Jan Richelsen, at Panorama tidligere har udtalt sig "på en måde, der passer godt ind i Venstres politik, men som ikke passer ret godt med virkeligheden."
Tidligere på året udtalte direktøren i Panorama, Morten Broager, sig offentligt om, at mange ledige netop ikke er interesserede i det ufaglærte arbejde, som han kan tilbyde.
"Vi tilbyder ufaglært arbejde til 130 kr. i timen, men jeg har mange gange oplevet ledige, der synes, det er for lidt, fordi det ikke er ret meget mere end dagpengene," sagde han i februar.
Nogle uger efter udtalelsen var Lars Løkke og Tina Nedergaard på besøg i virksomheden - et besøg, som også Jyllands-Posten deltog i - og her uddybede Panorama-direktøren udtalelsen om vanskelighederne ved at rekruttere og fortalte også historien om den kontanthjælpsmodtager, som Venstre torsdag brugte aktivt.
"Men det kan simpelthen ikke passe, at det er så svært at rekruttere. Jeg har masser af medlemmer, som jeg kan sende i løbet af to dage, og som meget gerne vil arbejde for 139 kr. i timen. Det har jeg også forklaret Panoramas direktør, og hans svar har været, at han ikke mangler medarbejdere," siger 3F-formanden.
V: Langt ude
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, ryster på hovedet af anklagerne fra 3F.
"Jeg har overhovedet ingen grund til at betvivle arbejdstagers eller arbejdsgivers forklaring. Men det er jo ikke første gang, at 3F bruger rigtig mange kræfter på at så tvivl om en sag, som Venstre har lanceret. Det er vel nærmere reglen end undtagelsen."
Har I talt med arbejdstageren?
"Nej, men jeg har da ingen grund til at betvivle, at det ikke skulle være rigtigt, når arbejdsgiveren fortæller en historie som denne til Lars Løkke. Det er helt mærkeligt, hvis en arbejdsgiver skulle stå og finde på sådan noget her."
Inden man bruger fortællingen aktivt, bør man så ikke have dobbelttjekket med arbejdstageren?
"Det er ikke ukendt, at man, når man som politiker er rundt, lytter til de bekymringer, som de mennesker, man møder, har. Og at man så bruger den viden, som man får. Så det er temmelig langt ude, at 3F forsøger at så tvivl om det."