Valget er udskrevet – danskerne skal stemme 18. juni
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har udskrevet valg.
Valget er udskrevet, og danskerne skal til stemmeurnerne torsdag den 18. juni.
Det har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) netop meddelt på et pressemøde i Statsministeriets Spejlsal. Dermed er tre ugers intens valgkamp officielt skudt i gang og flere måneders spænding om datoen udløst.
"Valget er klart – tiden er den rette. Nu er det op til danskerne. Jeg har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse den 18. juni," lød de afgørende ord fra Thorning.
Hun vil i de næste 22 dage bede danskerne om at tage stilling til to spørgsmål:
"For det første: Hvordan sikrer vi, at Danmark forsat har fremgang og velstand uden at vi sætter vores velfærd og fællesskab over styr? Og for det andet: Hvem skal være statsminister i Danmark?" sagde Thorning.
Hun lagde vægt på, at Danmark er i bedre form i dag, end da hun overtog regeringsmagten i 2011.
"Jeg har fra dag ét haft et klart mål: At bringe Danmark ud af krisen vores solidaritet og ordenlighed i behold. Det er lykkes," sagde hun med henvisning til, at der har været vækst i nu halvandet år i træk. Samtidig meddelte hun, at regeringen ikke træder tilbage i forbindelse med valgudskrivelsen:
"Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre går til valg for at sikre et nyt mandat til at forsætte det arbejde, der har bragt Danmark ud af krisen," sagde Thorning.
Helle Thorning-Schmidt udskriver valg
Valgudskrivelsen kommer dagen efter, at Thorning sammen med indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) præsenterede regeringens seneste af en stribe udspil – et velfærdsudspil med milliarder af kroner til blandt andet sundhed, ældre og miljø. Og netop disse investeringer er, hvad regeringen vil gøre til valgkampens store tema – ifølge regeringen og dens støttepartier udstiller investeringerne nemlig forskellen på rød og blå blok, hvor Venstre som bekendt ønsker nulvækst i den offentlige sektor.
"Den plan er det vejkort, som Danmark har brug for," sagde Thorning om regeringsudspillet.
"En klar økonomisk plan for Danmark, der sikrer fortsatte reformer og sikrer, at vi holder styr på pengene. Den giver plads til beskedne og målrettede investeringer i vores fælles velfærd," tilføjede hun og gav sig til at opridse det samfund, hun ser for sig. Et samfund hvor flere overlever kræft, og hvor kronisk syge har et godt liv. Og et samfund hvor de mange flere ældre borgere, der kommer de kommende år, kan være trygge ved deres velfærd, sagde hun.
"Derfor siger jeg nej til nulvækst. Oppositionen vil en anden vej."
Som meningsmålingerne ser ud lige nu, er det dog Lars Løkke Rasmussens profeti fra valgnederlaget i 2011, der er på vej til at gå i opfyldelse. Allerede den gang bebudede han, at Thornings tid ved magten blev kortvarig:
"Jeg afleverer nøglerne til Statsministeriet. Kære Helle. Pas rigtig godt på dem. De er kun til låns," sagde Løkke.
Klokken 12.00 uddyber Venstre-formanden, hvad Venstre går til valg på. Det sker på et valgpressemøde på Christiansborg. Senere følger blandt andre SF's formand Pia Olsen Dyhr og De Radikales formand Morten Østergaard. Og i aften finder de første partilederdebatter sted på DR1 kl. 19.00 og TV 2 kl. 20.50.
Med andre ord: Nu er der dømt valgkamp.