Fortsæt til indhold
Politik

Gysermåling: Thornings skæbneuge

Trods intensive kampagner for at kradse flere vælgere til sig, står blå blok til massivt flertal i ny meningsmåling. Alligevel kan udsigt til partisejr for Socialdemokratiet få Thorning til at trykke på knappen, lyder det fra valgforsker.

Blå blok: 54,3 pct. Rød blok: 45,6 pct. Det viser en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, og det betyder, at rød blok ikke har formået at mindske blå bloks forspring siden sidste valg, siger valgforsker og professor emeritus ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen:

"Man må konstatere, at der ikke er blevet rokket meget ved tallene siden efter valget. Der har været et svagt ryk i begyndelsen af året i nogle enkelte målinger, men det er ligesom forduftet igen. Vi er tilbage ved samme situation som tidligere, at vi står med et ret sikkert blåt flertal."

Meningsmålingen viser, udregnet i mandater, en forskel på 96-79 i blå favør. Alligevel er Socialdemokratiet kravlet tilbage fra vælgerflugten og står nu til at blive landets største parti med 24,7 pct. af vælgerne.

"Så kan de lune sig ved det, og de foretrækker måske at tage deres egen valgsejr på bekostning af deres tidligere samarbejdspartnere, fordi de alligevel kan se, at der ikke er noget at gøre," siger Søren Risbjerg Thomsen.

Dermed kan Thorning vælge at udskrive valg, vel vidende at rød blok ikke vinder, i håbet om at få Socialdemokratiet ind i nye partnerskaber:

"Man kunne godt forestille sig nogle nye samarbejdskonstellationer i det fremtidige folketing, hvor Socialdemokratiet stadig kan spille en rolle. Venstre får brug for at samarbejde bredt, og det kan måske være et argument for at udskrive valg."

Gysermålingen kommer op til ugen, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) skal beslutte, om folketingsvalget skal ligge før eller efter sommerferien. "Ubehageligt for S," lyder det fra Christine Cordsen, leder af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion:

"Det er noget af en gyser for en statsminister, som i de her dage skal træffe en endelig beslutning om, hvorvidt valget skal være nu eller først til september. De fleste vurderer, at valget skal udskrives i løbet af den kommende uge, hvis det skal komme før sommerferien. Så kan valget afholdes omkring den 16., 17. eller 18. juni. Går man en uge længere frem, kommer man ind i Skt. Hans ugen, hvor rigtig mange mennesker er begyndt at tage på ferie."

Hun understreger dog samtidig, at der ikke er nogle regler for sådan noget, men at vurderingen er, at det ville man ikke gøre:

"Spændingen bliver sandsynligvis forløst i den kommende uge."

Udskriver regeringen valg, skal der altså kradses vælgere ind for at rette op på tallene. Og i løbet af en valgkamp kan Thorning godt hive nogle procenter ind, mener Cordsen. Alligevel bliver det en hård opgave, fordi markedsføringsmaskinen allerede har kørt for fuld damp i et halvt år:

"De var endnu længere bagud for et halvt år siden og har kørt intensive kampagner for at nå dertil, hvor de er nu. En ting er at hente tre procentpoint, hvis det er det, man skal hente, men den her regering har allerede måtte knokle for at komme op på det nuværende niveau. Det er så et åbent spørgsmål, om man så kan hente endnu mere," siger Christine Cordsen.