Fortsæt til indhold
Politik

Minister ville gerne have været på studietur i rummet

Landdistriktsminister Carsten Hansen (S) har noteret, at det ydre rum ikke bliver betragtet som et udkantsområde.

Han er minister for landdistrikterne. Og han er minister for det nordiske. Men længere væk kan han så heller ikke bestemme.

Det var indirekte beskeden til landdistriktsminister Carsten Hansen (S), da han i mandags fik en mail fra Statsministeriet.

Her blev det gjort klart, hvem der har ressortansvaret for aktiviteter i det ydre rum.

”Efter statsministerens indstilling er det ved kongelig resolution af 8. maj 2015 bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende regulering af danske aktiviteter i det ydre rum,

herunder spørgsmål vedrørende godkendelse, kontrol og registrering af opsendelse af

rumgenstande, ansvaret for deltagelse i internationalt samarbejde om aktiviteter i det ydre

rum samt for koordinering og samarbejde mellem danske myndigheder med rumrelaterede

ansvarsområder, henlægges til uddannelses- og forskningsministeren,”står der i mailen.

Med et smil på læben ærgrer landdistriktsministeren sig over, at hans ressort ikke blev udvidet.

”Nu har jeg i forvejen landdistrikterne, byerne og det nordiske, så det ville have været sjovt, hvis rummet også var kommet til at ligge hos mig,” siger han, der mener, at en stor mulighed nu er forspildt.

”Det kunne i hvert fald have givet nogle meget interessante studieture ud i rummet. Nu blev det sådan, og man må selvfølgelig respektere statsministerens afgørelse. Men jeg havde gerne taget rummet med, hvis det skulle være,” siger han med et smil.

Han glæder sig dog over, at rummet nu har fået en minister.

”Det har været lidt uafklaret, hvem der havde forskningen i det ydre rum, men nu er det heldigvis faldet på plads,” siger Carsten Hansen muntert.