Godkendelse af kontroversielt samarbejde kaldes en skandale
Forsvarsministeriet godkendte dansk samarbejde med det amerikanske sikkerhedsfirma, Blackwater, få måneder efter det havde dræbt 17 uskyldige civile i Irak. Politikere er fortørnede.
Sagen om danske myndigheders samarbejde med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma, Blackwater, spreder sig.
Hidtil har Jyllands-Posten kunnet afsløre, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) i 2007 indledte et hemmeligt samarbejde om træning af dets sikkerhedsfolk i USA. Det skete efter det kom frem, at Blackwater samme år i september måned havde skudt 17 civile ned under en beskyttelsesopgave på Nisour Square i det centrale Bagdad.
Nu viser det sig, at Forsvarsministeriet samme år efter nedskydningen i Bagdad blåstemplede, hvad forsvaret hidtil har kaldt et »uformelt« samarbejde med det amerikanske sikkerhedsfirma, der på det tidspunkt var under anklage for i flere tilfælde at have dræbt tilfældige civile under deres opgaver i Irak.
Af et svar til Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, fremgår det således, at Forsvarsministeriet på baggrund af to henvendelser i november og december 2007 fra Forsvarskommandoen kun få uger efter nedskydningen godkendte samarbejdet med det amerikanske sikkerhedsfirma.
Forsvarsministeriet har dog ikke ønsket at opgive den præcise dato for svaret, men det er altså afgivet efter henvendelserne fra Forsvarskommandoen og dermed efter massakren i Bagdad. Og det får Nikolaj Villumsen op af stolen.
»Det er en skandale, at Forsvarsministeriet på den måde godkender et samarbejde med et så kontroversielt firma på et tidspunkt, hvor det bør stå klart for alle, at det har været involveret i en af de største massakre under Irak-krigen,« siger Nikolaj Villumsen.
Massiv debat
Sagen om nedskydningen skabte i 2007 massiv debat i USA og Europa. Undersøgelser fra det amerikanske forsvar og FBI offentliggjort få uger efter hændelsen viste, at der tilsyneladende var tale om mord. I oktober 2007 offentliggjorde Kongressen i USA samtidig en rapport hvoraf det fremgik, at ansatte fra Blackwater under en tidligere episode havde skudt en tilfældig fodgænger gennem hovedet. En højtstående amerikansk officer udtalte i rapporten, at USA’s brug af Blackwater »vil ramme os hårdt« og »kan være endnu værre end Abu Ghraib« med henvisning til den tortur-skandale, der i 2003 blev afsløret i Irak.
Alligevel godkendte det danske Forsvarsministerium altså få uger efter disse oplysninger kom frem samarbejdet med det stærkt omdiskuterede firma. Ifølge aftalen skulle det danske personbeskyttelsesdetachement, i nødsituationer operere sammen med Blackwaters Quick Reaction Force, der hørte under den amerikanske ambassades sikkerhedskontor i Bagdad. Det undrer SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.
»Med alt den viden, der var fremme om Blackwater på det tidspunkt, finder jeg det helt uacceptabelt at man har godkendt sådan et samarbejde fra dansk side,« siger SF’s forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister.
Livsvarigt fængsel
For to uger siden fik en af vagterne bag massakren i Bagdad, finskytten Nicholas Slatten, der udløste det første skud, en dom på livsvarigt fængsel for mord, mens tre andre vagter fra Blackwater fik domme på 30 års fængsel.
Dommene har igen fået diskussionen om USA’s brug af sikkerhedsfirmaer til at genopblusse. Flere eksperter mener nemlig, at sikkerhedsfirmaerne, som fortsat har milliarddollar kontrakter med USA’s militær og dets efterretningstjenester, arbejder under en juridisk gråzone. Firmaerne er nemlig ikke ligesom almindelige soldater underlagt international lov.
Jyllands-Posten har også tidligere afsløret, hvordan en ansat fra det danske forsvarsministerium uden de nødvendige tilladelser i perioden mellem juli 2005 og juni 2008 deltog i et specialkursus hos Blackwater kaldet 'High Risk Security Operations Training'.
Kurset bestod blandt i finskyttetræning, og var en del af et kompleks, hvor de amerikanske myndigheder i 2010 indgik et forlig med Blackwater, der betalte 42 millioner dollars i bøder - blandt andet på grund af den danske sag men også på grund af flere sager om ulovlig våbeneksport.
Tre år tidligere i 2007 forsøgte Blackwaters daværende ejer, mangemillionæren Erik Prince, i samarbejde med det danske sikkerhedsfirma, Guardian at oprette et træningscenter i Danmark. Men samarbejdet gik i vasken, fordi Venstres dengang afgåede forsvarsminister og medlem af Guardians rådgivende panel Svend Aage Jensby advarede om Blackwater på grund af dets »blakkede ry«.
I Danmark findes der dog ifølge svarene til Folketinget ingen regler for forsvarets samarbejde med private sikkerhedsfirmaer. Og det bekymrer både Enhedslisten og SF, der nu ønsker flere svar fra regeringen. Blandt andet tilbageholder regeringen stadig en otte år gammel redegørelse fra Hærens Operative Kommando om det danske samarbejde med sikkerhedskontoret på den amerikanske ambassade i Bagdad.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forsvarsminister Nicolai Wammen om sagen. Derimod henviser Forsvarsministeriet i en mail til Jyllands-Posten til de tidligere svar, ministeren har givet i sagen, hvor det blandt andet fremgår at forsvaret ikke har »planer om at indføre nye regler på området.« Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra V og K om sagen.