Fortsæt til indhold
Politik

Overblik: Sådan vil partierne løse flygtningekrisen i Middelhavet

Fra flere redningsskibe til lejre i Marokko. Folketingets partier har vidt forskellige bud på, hvordan man undgår, at tusindvis af liv går tab i Middelhavets bølger.

Det er ikke for sjov, at Middelhavet oftere og oftere bliver kaldt Dødens Hav.

Alene i de første fire måneder af 2015 er op mod 1.600 bådflygtninge eller migranter druknet i forsøget på at nå Europas sydlige kyster.

Sidste år omkom 3.500 mennesker i bølgerne ud af de næsten 220.000 bådflygtninge, som begav sig ud på den farefulde sejlads, anslår FN’s Flygtningeorganisation.

”Dette er et europæisk problem. Ikke et enkelt medlemslands problem. Der er brug for, at vi handler hurtigt og samlet,” understregede EU’s udenrigschef italienske Federica Mogherini mandag i lyset af weekendens tragiske ulykke, hvor omkring 800 liv menes at være gået tabt, da en propfyldt flygtningebåd kæntrede.

Italien kørte indtil sidste år sin egen EU-støttede eftersøgnings- og redningstjeneste, Mare Nostrum, som blev iværksat efter den skelsættende Lampedusa-drukneulykke i 2013. Men i dag er Mare Nostrum-indsatsen skrottet, fordi udgifterne blev for store og fordi Italien ikke kunne følge med flygtningestrømmen. Programmet er nu afløst af EU-operationen Triton, der opererer med færre skibe og i et område af Middelhavet, som ligger langt fra dér, hvor de fleste drukneulykker sker. Fokus er rykket fra redningsoperation til kystbevogtning.

Så spørgsmålet er: Hvordan løser man den gordiske knude, som flygtningekrisen i Middelhavsregionen har udviklet sig til? Nedenfor er en række bud fra hvert parti i Folketinget:

Regeringen: Danmark kan sende materiel og mandskab

Danmark er klar til at sende både materiel og mandskab til Middelhavet, hvis EU’s Triton-operation bliver udvidet, sådan som EU-Kommissionen foreslår. Desuden er regeringen parat til at øge hjælpen til Italien.

Et af midlerne til at løse problemet er at gå efter menneskesmuglerne, konfiskere deres både eller sænke dem i havet, forklarede Martin Lidegaard (R) over for Jyllands-Posten efter et EU-krisemøde i Luxembourg mandag.

Socialdemokraterne tvivler på, at det er muligt at sende bådflygtningene tilbage til nærområderne. Mange af dem er eksempelvis syrere på flugt fra borgerkrigen i landet, og i deres tilfælde vil det ikke kunne lade sig gøre at sende dem tilbage til nærområderne. Syriens nærområder er nemlig i forvejen ved at bukke under for millioner af flygtninge, som krigen har skabt.

Regeringen afviser dog samtidig at ville ændre Dublin-fordordningen om at flygtninge skal have deres asylsag behandlet i det første land, de kommer til – i denne forbindelse primært Italien.

”Jeg forventer ikke en genåbning af Dublin som sådan. Men jeg forventer nok, at der vil være større villighed til at kigge på, hvordan man kan hjælpe frontstaterne solidarisk med de opgaver, der følger med,” siger Martin Lidegaard til Ritzau.

På bare én uge er flere end 1.000 bådflygtningen druknet i Middelhavet. Tragedierne har sat flygtningekrisen tilbage på den politiske dagsorden.

Venstre: Giv midlertidig beskyttelse i nærområdet

Venstre mener, at bådflygtninge i Middelhavsregionen skal have hjælp i nærområdet – ikke i Europa. De skal sendes tilbage til de havne, de er sejlet ud fra i Nordafrika, og her skal de have midlertidig beskyttelse. EU’s bistandsbudget skal desuden omlægges, så det i større grad går til hjælp i Middelhavets nærområder, mener Venstre, som også vil skærpe kampen mod de kyniske menneskesmuglere via Europol-samarbejdet.

Partiet vil skære 2,5 mia. kr. på Danmarks udviklingsbistand, men til gengæld omdirigere en del af pengene, så mere går til Afrika. Slutteligt mener Venstre, at de store kystbevogtningsoperationer i Middelhavet, eksempelvis Mare Nostrum, stik mod hensigten har gavnet menneskesmuglerne.

”Da redningsaktionen Mare Nostrum foregik sænkede menneskesmuglerne deres pris med 50 % og det resulterede i, at endnu flere tog den farefulde færd over Middelhavet,” skriver Venstres retsordfører Karsten Lauritzen i en opdatering om emnet.

Enhedslisten: Mere solidarisk fordeling af flygtninge

Tragedierne i Middelhavet kalder på omgående politisk handling, mener Enhedslisten. Partiet vil på sigt have ændret hele EU’s flygtningepolitik, og Danmark bør grundlæggende arbejde for en mere solidarisk fordeling af flygtninge i Europa.

Enhedslisten mener ikke, at Triton-operationen er tilstrækkelig, da den blot viderefører EU’s fokus på grænsebevogtning frem for at have redning af menneskeliv som førsteprioritet.

”Danmark bør sætte skibe og ressourcer til rådighed for at hjælpe. Men hvis det blot handler om at styrke Triton, er det en katastrofe, for det betyder, at vi kommer til at have flere lig i Middelhavet meget snart igen,” siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen til Ritzau og tilføjer:

”Vi skal insistere på, at EU’s kyniske politik ændres.”

Dansk Folkeparti: Send flygtninge til Marokko

Dansk Folkeparti mener ikke, at det nytter noget at sende dansk materiel eller mandskab til Middelhavet for at hjælpe til med EU’s kystbevogtningsoperation Triton. I stedet vil partiet helt have afskåret flygtninge fra at komme til Europa ved at krydse Middelhavet.

”Og det sker ikke ved at hjælpe med flere flådefartøjer,” siger DF’s udenrigsordfører Søren Espersen til Ritzau.

Ifølge DF skal flygtningestrømmen standses ved at sende de mange tusinde flygtninge og migranter til centre, der skal oprettes i Marokko.

”Lige nu snakkes der om, hvordan flygtningene skal fordeles i Europa, men det vil vi ikke være med til. Det handler om at stoppe strømmen. Når de først bliver taget, skal de vide, at de ikke kan komme til Europa,” siger Søren Espersen.

SF: Genopliv redningstjeneste til havs

SF mener, at Italiens nedlagte redningstjeneste i Middelhavet, Mare Nostrum, skal genoplives med penge fra EU.

Desuden skal EU-landene gå sammen om økonomisk hjælp til Italien, som modtager i tusindvis af flygtninge. Hjælpen skal blandt andet gå til at opprioritere sagsbehandlingen.

”Vi må økonomisk hjælpe til, så Italien kan behandle deres sager, når de kommer til grænsen. Ellers oplever vi, at de ikke engang kan behandle sagerne, og at mange rejser videre som illegale,” siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til politiken.dk.

SF mener dog ikke, at EU skal tage imod migranter, som ikke er flygtninge i traditionel forstand. På sigt skal bistandsmidlerne bruges på at skabe mere stabilitet i de lande, som folk flygter fra. Og der skal findes en måde at fordele flygtningene mere solidarisk i Europa.

Kvotefordelingen, der er en del af et strategipapir for en fælles europæisk migrationspolitik, skal ifølge et lækket udkast kun tages i brug i særligt pressede situationer, når Europa oplever masseindvandring, som det lige nu er tilfældet i Middelhavsområdet. Arkivfoto: AP

Konservative: Flere skibe nytter ikke

Konservative er åbne for at hjælpe mere i nærområderne, siger partiformand Søren Pape Poulsen. Selvom den løsning vil være længe undervejs er den det eneste bud, han kan se.

”Jeg har ikke et bud på, hvad vi gør. Vi må drøfte det på EU-niveau og tage et fælles ansvar. Vi kan ikke bare se på det. Vi må sætte hårdt ind over for menneskesmuglere. Og vi må sætte ind i nærområderne. Det her er ikke et dansk problem,” siger han til politiken.dk, hvor han også afviser, at flere EU-skibe på patrulje i Middelhavet kan løse problemet:

”Det sender et signal om, at folk roligt kan sætte sig i bevægelse, og at vi står klar med en bådebro. Det er ikke alt, som politikere kan klare,” siger Søren Pape Poulsen.

Konservative vil ikke være med at ophæve EU’s Dublin-forordning, som betyder, at flygtninge skal have deres asylsag behandlet i det første land, de modtages i. I praksis Italien for en meget stor del af bådflygtningene.

Liberal Alliance: Hjælp Italien og nærområderne

Liberal Alliances politik er, at Middelhavskrisen skal standses ved at intensivere hjælpen i de forskellige nærområder, som bådflygtningene flygter fra. Indsatsen skal forhindre, at flygtningene overhovedet kommer ud på havet,” siger udenrigsordfører Mette Bock.

EU skal patruljere for at redde bådflygtninges liv, men uanset hvor mange skibe, der sættes ind, er der ingen garanti for, at de forhindrer drukneulykker.

Liberal Alliance mener desuden, at EU må træde til for at sikre, at Sydeuropas modtagesystem for flygtninge kommer til at fungere. Særligt i Grækenland og Italien er der store udfordringer på grund af de enorme flygtningestrømme, og det betyder, at flygtningene går under jorden og langsomt siver op igennem Europa.

”Hvis ikke asylansøgerne har grundlag for at få asyl, skal de sendes tilbage,” siger Mette Bock.