Yahya Hassan træder ind i politik med timelang dundertale
I en blanding af brandtale og digtoplæsning gav digteren Yahya Hassan sin uforbeholdne holding til samfundets tilstand.
"Hvis vi taler politik, så taler vi politik. Og så har jeg så sandelig noget at skulle have sagt."
Den 19-årige digter Yahya Hassan er ikke kendt for at lægge fingre i mellem. Og det gjorde han bestemt heller ikke, da han tirsdag blev præsenteret som ny kandidat for partiet Nationalpartiet.
I en blanding af politisk brandtale og karakteristisk digtoplæsning messede Yahya Hassan i næsten en time om Nationalpartiets politik og sit eget syn på samfundets tilstand, med alt hvad det indebar.
Hans oplæsning kredsede særligt om flygtninge- og indvandringspolitik, islam, integration samt ytringsfrihed og gnidninger mellem religioner. Men også om fællesskab og velfærdssamfundets rolle.
"Vi kan ikke løse flygtningeproblemet med en valgplakat. Vi kan ikke løse den humanitære krise ved at skære i kontanthjælpen," sagde han blandt andet og beviste gang på gang, at han som digter har ordet i sin magt:
"Vi har større tiltro til de tosprogede, end vi har til de enøjede. Der skal ikke nye boller på suppen, men ny suppe på bollerne. Vi er efter de, som går med tørklæde. Det vil klæde os, om vi tør være efter de, som går med skyklapper," lød ét af flere sproglige guldkorn.
Flere gange langede han ud efter de "etablerede partier", som han kritiserede for at diskutere flygtninge og indvandrere uden at kende realiteterne godt nok. Eksempelvis kunne SF omdøbes til SFO, Liberal Alliance burde skifte navn til Saxo Bank, og selv Enhedslisten var blevet ”splittet”, mente han.
”Vi er det politiske alternativ, selvom vi ikke hedder Alternativet” sagde han med henvisning til Uffe Elbæks nye parti.
"På trods og på tværs af klasser har vi til det danske sprog og nation til fælles. Derfor hedder vi Nationalpartiet. Vi er et nationalt parti. Vi er ikke et borgerligt parti, men borgernes parti."
Yahya Hassan om de danske politikere
Også Danmark som nation fik en gevaldig opsang, mens Yahya Hassan messede sig igennem sine mange talepapirer:
"I et nordisk skær er Danmark efterhånden blevet til en belemrende lillebror, som gylper i tide og gylper op i utide. Og vækker én om natten og stadig tisser i sengen og skider i bukserne og skal have ble på og smitter alle med børneorm og vræler og falder i brønden og leger med de slemme drenge og laver ulykker," sagde han.
"Og så må storebror Norge og storebror Sverige tage ansvaret for den åndssvage og pubertetsplagede lillebror, som de fleste voksne allerede har opgivet."
Han kædede også Danmarks aktive krigsindsats sammen med de massive flygtningestrømme og det faktum, at Danmark er blevet ramt af terror.
"Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, det falder altså tilbage indenrigspolitisk. Det svarer lidt til at forrette sin nødtørft, mens man selv står på hænder. Man rammer altså sig selv i hovedet," sagde Yahya Hassan og fortsatte:
"Vi kan ikke ledsage den amerikanske besættelsesmagt i Irak og Afghanistan og myrde flere hundrede tusinde civile og fordrive millioner, uden at der kommer flygtninge ud af det, og uden at den marginaliserede muslim vil gøre noget ved det.”
"Så længe vi er villige til at sende droner ind over Afghanistan, vil nogen være villige til at tage våben i hånden."
Senere beskrev han Danmark som en del at "terrorapparatet".
"Vi er en krigsførende nation. Vi er en del af terrorapparatet. Vi er en del af Nato," sagde han og efterlyste refleksion over netop dette.
Nationalpartiet blev grundlagt i oktober sidste år og er nu ved at indsamle nok vælgererklæringer til at kunne stille op til Folketinget. En af partiernes mærkesager er at afskaffe 24-årsreglen.
Men selvom partiet ønsker at opgør med den negative fremstilling af indvandring i Danmark, er partiet ikke blindt for, at der også er problemer på udlændingeområdet. Flygtninge er i alt for mange år blevet "mast" ind i de samme boligblokke, påpegede Yahya Hassan for eksempel.
"Vi har selv været med til at skabe parallelsamfundene," sagde han. Derfor ønsker Nationalpartiet et forbud mod at tilslutte sig de "omvandrende flygtningelejre" rundt om i landet.
Den unge digter mener, at der skal skelnes mellem de såkaldte fremmedarbejdere, der kom til landet op gennem 1970'erne og de flygtninge, der er kommet hertil efter år 2000 fra blandt andet Iran, Afghanistan, Libyen og Palæstina.
Nationalpartiet mangler stadig flere end 10.000 godkendte vælgererklæringer for at kunne stille op til Folketinget.
Som indledning på dagens pressemøde understregede formand Kashif Ahmad derfor, at det haster med at få de fornødne underskrifter i hus, inden valget udskrives. Han opfordrede derfor så mange som muligt til at underskrive en vælgererklæring.