Politikere i det røde felt over rabiat imams prædiken
Overborgmester Frank Jensen (S) kalder det "totalt uacceptabelt", mens DFs udlændingeordfører, Martin Henriksen vil have imamen udvist.
Imam Hajj Saaeds prædiken mod religiøs dialog og jøder ved fredagsbønnen i Masjid Al-Faruq moskeen på Nørrebro har fået flere politikere op i det røde felt.
Således siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S):
”Det er totalt uacceptabelt, at den type hadefulde budskaber udspredes i danske moskeer. Især set i lyset af de modbydelige hændelser, der fandt sted i weekenden og det had mod jøder, de var udtryk for. "
Imam Hajj Saaed, som ifølge mellemøst-kenderen Naser Khader har nær tilknytning til Hizb ut-Tahrir, er kendt for et meget hadefuldt forhold til Vesten og jøder, og hans prædiken ved fredagens bøn var ingen undtagelse.
Her udlagde han blandt andet muslimske skriftsteder som en opfordring til at bekæmpe jøder og talte dunder mod dialog mellem forskellige religioner.
”Dialog mellem religioner er en ondsindet idé, som muslimer må være på vagt overfor for ikke at falde i de fælder, som Satan og hans tilhængere har lagt ud,” tordnede imamen blandt andet.
Overborgmester Frank Jensen ser gerne, at det muslimske samfund i Danmark udviser selvjustits i forhold til radikale imamer.
”Jeg er sikker på at den hadefulde holdning ikke gælder flertallet af danske muslimer,” udtaler overborgmesteren til Jyllands-Posten og fortsætter:
”Vi er nødt til at få sikkerhed for, at de imamer, der prædiker i Danmark, ikke spreder had og splittelse. Jeg vil på det kraftigste appellere til det muslimske samfund i Danmark om, at de tager ansvar og selv tager hånd om de rabiate imamer, der prædiker had og splittelse.”
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener ligeledes, at imamens prædiken er langt over det acceptable.
”Jeg vil ikke have den slags mennesker i mit land,” skriver Martin Henriksen i en mail til Jyllands-Posten.
Han mener derfor, at regeringen bør undersøge imamens tilknytning til Hizb ut-Tahrir og undersøge, om opfordringerne til at bekæmpe jøder kan danne grundlag for at opløse Hizb ut-Tahrir, fordi de opfordrer til vold. Ligeledes mener han, at regeringen bør undersøge grundlaget for imamens opholdstilladelse i Danmark.
"I Dansk Folkeparti opfatter vi hans prædiken som en opfordring til terror, og det bør medføre udvisning,” skriver Martin Henriksen.
Selvom overborgmester Frank Jensen langt fra er begejstret for imamens udtalelser, kræver han ikke øjeblikkelig udvisning af imamen.
"Det vil være naturligt, at politiet vurderer, om det, imamen siger, er strafbart - og hvilke følger det i givet fald skal have," udtaler han.
Hajj Saeeds prædiken fandt sted dagen før angrebet mod kulturhuset Krudttønden lørdag eftermiddag, hvor attentatmanden, Omar el-Hussein, dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og sårede flere betjente, og natten til søndag dræbte vagten Dan Uzan og sårede to politibetjente, uden for synagogen i Krystalgade, inden han selv blev skudt af politiet tidligt søndag morgen på Nørrebro.