Politik

Anmeldere om Løkke-bog: Intet nyt i gedigen fortælling

Der er ingen skandaler i ny bog om Lars Løkke Rasmussen, men flere anmeldere føler sig alligevel underholdt.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Foto: Sofia Busk

Den meget omtalte bog "LLR" om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, udkommer først officielt mandag, men på forhånd er den allerede blevet vendt og drejet i medierne.

Avisernes officielle anmeldelser af "LLR" giver ikke noget entydigt billede af bogen. Faktisk er der dyb uenighed i anmelderkorpset, selv om alle er enige om, at bogen ikke bringer nye saftige historier om Løkke til torvs.

Jyllands-Postens anmelder Niels Lillelund giver bogen to stjerner og er særdeles kritisk.

- En advokat ville næppe kunne anklage den for andet end at kede folk ihjel, for herre jemini, hvor er den kedsommelig at læse. Som at komme hjem efter en lang ferie til en stak gulnede aviser og så få at vide, at man bare har at læse dem alle sammen og det i ét stræk, skriver han med henvisning til, at de fleste af bogens historier allerede er kendte.

- Skandalen udeblev, og der er faktisk intet nyt under solen. Bogen er skrællet og glemt igen med det samme, tilføjer han.

I den modsatte ende af spektret finder man BT, hvis egne journalister Thomas Nørkrog og Andreas Karker har skrevet "LLR". Her har man hyret den politiske kommentator Jarl Cordua til at anmelde bogen. Cordua har selv en fortid i Venstre, og han er begejstret. Fem stjerner bliver det til.

- Denne anmelder giver fem - små - stjerner for en gedigen og troværdig fortælling, hvor man under vanskelige vilkår er nået godt i mål, men måske ikke kommer meget tættere på sandheden.

Berlingskes anmelder Claes Kastholm kalder "LLR" "en grundig og sober bog, uhyre detaljeret, klogt disponeret og "filmisk" klippet."

På Politiken er Rune Lykkeberg mere forbeholden og giver tre hjerter til bogen og konstaterer nøgternt, at "vi får et portræt af en lidenskabelig politiker, der arbejder fra morgen til aften og interesserer sig både for det konkrete arbejde og den store idéudvikling."

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Venstres formand er kommet i modvind, fordi partiet har købt tøj til ham for 152.000 kr., en flyrejse til hans familie og betalt for rengøring efter rygning på et ikkeryger-hotelværelse. Løkke forsikrer at have betalt den skat, han skal.


Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Foto
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her