Politik

Forbundsformand: Chaufførsag er alene Løkkes ansvar

Serviceforbundets formand, John Dybart, er rystet over arbejdsforholdene for Løkkes tidligere chauffører.

I går kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen (V) i følge den nye portrætbog "LLR" på bare et halvt år har slidt to chauffører op. Den ene klarede kun jobbet i tre dage, mens den anden blev så påvirket af arbejdsforholdene, at han måtte lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. I følge bogen havde denne chauffør angiveligt arbejdsuger på over 80 timer.

Formand for Serviceforbundet, John Dybart, kritiserer nu sagen. Selvom chaufføren kørte for Løkke i perioden efter valgnederlaget i 2011, mener John Dybart, at chaufføren var ansat på ministerchauffør-lignende forhold. Set i det perspektiv har arbejds- og lønforholdene været helt ved siden af.

"I forhold til vores beregninger - hvis oplysningerne er korrekte - har han fået omkring 15.000 kr. for lidt om måneden i form af lavere grundløn og pension samt manglende overarbejdsbetaling. Derudover er arbejdsmiljøloven jo heller ikke overholdt. Ofte har chaufføren først været færdig efter midnat og skulle af sted kl. 6. om morgenen igen," siger John Dybart.

Læs også: Chauffør: Løkke sled min kollega op

Han forklarer, at der ved ministerkørsel typisk vil være mindst to og i nogle tilfælde tre chauffører til at aflaste hinanden i det store kørselsbehov og for at  overholde reglerne. Lars Løkke Rasmussen er udmærket klar over de forhold, og derfor burde han have sagt stop, inden det kom så vidt, mener John Dybart.

"Løkke er jo ikke hvem som helst. Han har haft chauffører til at køre for sig i mange år, helt tilbage fra da han var amtsrådsformand. Han kender udmærket godt deres arbejdspres. Særligt set i lyset af, at da han var statsminister og havde samme kørselsbehov, var der to - nogle gange tre chauffører - til at køre ham," siger han.

Han har i sine 30 år som fagforeningsformand aldrig hørt om lignende forhold i den politiske verden og kalder sagen for "helt ude i hampen". Han mener ikke, at der bare kan være tale om en misforståelse eller uopmærksomhed fra en travl politiker, hvis forholdene er som beskrevet i bogen. 

Læs også: Lettede Venstre-folk: Bogen er et lukket kapitel i partiet

"Beskederne om, hvornår Løkke skulle hentes og bringes, har været sendt fra hans egen telefon. Det har han været helt bevidst om. Og når det er den samme chauffør, der kører for ham døgnet rundt, så ved han det da udmærket godt," siger John Dybart.

I følge bogen blev chaufføren blev beskattet 7.000 kroner om måneden for at have bilen til sin rådighed i fritiden. Det er dog også en kritisabel aftale under de beskrevne forhold, mener forbundsformanden.

"Han har formentlig haft den aftale, at han kunne bruge bilen privat og blive beskattet af det, ligesom gældende regler er. Men han har jo aldrig kunne bruge bilen privat, for han har jo arbejdet hele tiden. Den beskatning på 7.000 kroner kommer ud over de 15.000 kroner, som han har fået for lidt i pension og overenskomst," siger han.

Læs også: Bog: Kristian Jensen spillede dobbeltspil om Løkkes formandspost

Da chaufføren efter cirka seks måneder i jobbet måtte lade sig indlægge frivilligt på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Center i Hvidovre med et sammenbrud, skyldtes det i følge bogen, at hans krop sagde fra på grund af søvnmangel og stress på jobbet. Disse oplysninger har chaufførens onkel, som også har været chauffør for Løkke, bekræftet over for Jyllands-Posten.

Bogen beskriver, at Venstres partisekretær, Claus Richter, efter chaufførens sammenbrud lavede en fast aftale med et privat firma. Det vidner også om, at de involverede har vidst, at det var nogle uacceptable forhold, chaufføren havde arbejdet under, mener John Dybart.

"Jeg tager klart afstand for det. Man kan ikke byde folk betingelser, hvor de bliver kørt så hårdt, at de ligefrem skal indlægges på psykiatrisk afdeling. Det er bestemt ikke en misforståelse. Det er dårligt lederskab fra hans side. Når Venstre så stopper arbejdet og får en privat virksomhed til at køre videre for sig, så viser det jo også, at der er noget ravende galt," siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre.

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at chaufføren, som blev indlagt, havde bekræftet oplysningerne over for Jyllands-Posten. Det var forkert. Oplysningerne blev bekræftet af chaufførens onkel, som også har været chauffør for Lars Løkke Rasmussen. Jyllands-Posten beklager fejlen.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Om temaet

Venstres formand er kommet i modvind, fordi partiet har købt tøj til ham for 152.000 kr., en flyrejse til hans familie og betalt for rengøring efter rygning på et ikkeryger-hotelværelse. Løkke forsikrer at have betalt den skat, han skal.


Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Foto
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her