Justitsminister lukker i om asylskøn
Mette Frederiksen (S) bebudede åbenhed om asylskøn. Nu er der lukket.
For en måned siden ville justitsminister Mette Frederiksen (S) gerne vide, hvordan Justitsministeriet laver de asylprognoser, der snart fører til ændringer af asylreglerne.
»Jeg går ud fra, at der er nogle forudsætninger, der er lagt ind bag sådan en prognose. Og det vil jeg da meget gerne afdække,« sagde hun, da Justitsministeriet havde afvist at udlevere baggrunden for regeringens skøn om 20.000 asylansøgere i år.
Siden har ministeriet frigivet oplysningen om, at ministeriet den 6. august i år forventede et asyltal på 13.000.
Men da daværende minister Karen Hækkerup (S) 21. august blev spurgt i Folketinget, opgav hun i stedet tallet 10.000.
Hækkerup forklarede i weekenden, at hun aldrig fik tallet 13.000. Men hendes afløser, Mette Frederiksen, vil ikke længere kaste lys over sagen. Derfor bebuder Venstre nu en række skriftlige spørgsmål til ministeriet.
»Karen Hækkerup har selv svaret. Det må I snakke med hende om,« siger Mette Frederiksen.
Hækkerup har svaret. Hun vidste ikke noget om de 13.000?
»Jeg synes, det er rimeligt at stille spørgsmålene til Karen Hækkerup.«