Cordsen: Finanslov er win-win for rød blok
Finanslovsaftalen styrker regeringen og rød blok og kan samtidig tjene som valgoplæg, vurderer Jyllands-Postens politiske redaktør.
En win-win-aftale.
Det er ifølge Jyllands-Postens politiske redaktør, Christine Cordsen, resultatet af finanslovsforhandlinger, som nu er mundet ud i en endelig aftale mellem regeringen, Enhedslisten og SF.
Aftalen, som bliver præsenteret torsdag middag, er så belejligt skruet sammen, at alle parterne kan være tilfredse og fremhæve egne sejre, påpeger Cordsen.
"Med et rimelig roligt og afbalanceret forhandlingsforløb er det lykkes at lande en finanslov, som alle fire partier kan bruge som et valgoplæg," siger hun.
En af hovedknasterne i forhandlingerne har været dagpengeproblematikken. Og selvom der ikke er egentlige dagpengeændringer på vej, er parterne enige om at kaste en imidlertid redningskrans ud til de borgere, der falder ud af dagpengesystemet.
Regeringen og venstrefløjen er enige om at indføre en ny kontant, midlertidig ydelse til ledige – en form for forlængelse af den nuværende arbejdsmarkedsydelse, som udløber i 2015 – der kan gives til folk, der hverken modtager dagpenge eller kontanthjælp.
Finansloven vil næppe lægge dagpengedebatten helt død, men Socialdemokraterne vil få den fornødne ro til blandt andet at overveje, hvor meget de skal løsrive sig fra De Radikale på dagpengeområdet, vurderer Christine Cordsen.
Hun peger på, at regeringen nu vil kunne pege på, at den har sikret penge til ekstra velfærd, som er blevet delt målrettet ud til egne vælgergrupper.
Dagpengekompromiset giver SF og Enhedslisten nok indrømmelser til at sige, at de har sikret forsørgelsen til dem, der falder helt ud af dagpengesystemet.
Samtidig er indrømmelserne ikke større, end at SF og Enhedslisten stadig vil kunne gå til valg på at få en grundlæggende ændring af dagpengesystemet.
Endelig vil de Radikale - som ganske vist er gået med til endnu en lappeløsning på dagpengereformen - kunne pege på, der ikke bliver pillet ved selve dagpengereformen, som blev indført af VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti og netop de Radikale.