Rød finanslov er på plads
En samlet finanslovaftale mellem regeringen, Enhedslisten og SF bliver præsenteret omkring torsdag middag.
Den berømte hvide røg stiger så småt op fra Finansministeriet, hvor regeringen, Enhedslisten og SF efter omkring to ugers forhandlinger er millimeter fra at præsentere en samlet, rød finanslovsaftale.
De endelige sløjfe på aftalen er ifølge kilder så godt som bundet, og parterne vil præsentere den samlede aftale om næste års finanslov omkring torsdag middag, oplyser kilder til Jyllands-Posten.
Finansministeriet bekræfter, at parterne torsdag mødes til de afsluttende forhandlinger, og at der efterfølgende vil være pressemøde omkring kl. 12.00.
Et af omdrejningspunkterne for forhandlingerne har været dagpengeproblematikken.
Selvom der ikke er egentlige dagpengeændringer på vej, kaster parterne imidlertid en redningskrans ud til dem, der falder ud af dagpengesystemet. Regeringen og venstrefløjen er enige om at indføre en ny midlertidig ydelse kaldet "kontantydelse" – en form for forlængelse af den nuværende arbejdsmarkedsydelse, som udløber i 2015 – der kan gives til folk, der hverken modtager dagpenge eller kontanthjælp. Ydelsen skal udbetales efter særlige regler og formålet er at undgå at ledige står helt uden forsørgelse.
Samtidig afskaffes den gensidige forsørgerpligt for samlevende par på kontanthjælp og vil være udfaset i 2016. Forsørgerpligten betyder, at ugifte samlevende par har pligt til at forsørge hinanden på samme måde som ægtepar, men reglen har fået voldsom kritik fra SF og Enhedslisten for at få par til at flytte fra hinanden.
Siden mandag har regeringen, Enhedslisten og SF indgået en stribe delaftaler om finansloven om blandt andet forbedret sundhed og en omlægning af udviklingsbistanden. Få overblikket over delaftalerne her.
Sent onsdag aften faldt yderligere delaftaler på plads, og forventningen om en endelig aftale torsdag steg.
Regeringen har fra begyndelsen af forhandlingerne udtrykt ønske om, at indgå Helle Thorning-Schmidts sidste finanslov inden et valg, med støttepartierne på venstrefløjen.