Skattesag: Her er de vigtigste kritikpunkter
Kommissionen er i sin rapport kommet med sin vurdering af hovedpersonernes skyldspørgsmål.
Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, i 2012 fritaget for tjeneste med løn:
Kommissionen vurderer, at Peter Loft "selv med en forsigtig fortolkning af kompetencereglen i skatteforvaltningslovens paragraf 14 efter en samlet vurdering har involveret sig i Skat Københavns behandling på en måde, der strider mod bestemmelsen".
Den vurderer desuden, at "Peter Loft med den viden og de kvalifikationer, han besad, burde have handlet anderledes", og kritiserer på den baggrund departementschefen for sin ageren. Den kalder dog Peter Lofts indblanding for "uagtsom".
Erling Andersen, tidligere direktør i Skat København, senere skiftet til et job som indsatsdirektør i Skat:
Kommissionen kritiserer Erling Andersen for, at han fortalte rygtet om Stephen Kinnocks seksualitet videre til Peter Loft, men mener, at det "under de givne omstændigheder ikke er en grov overtrædelse af reglen om tavshedspligt".
Kommissionen mener desuden ikke, at der er "tilstrækkeligt grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende".
Troels Lund Poulsen, tidligere skatteminister (V), folketingsmedlem:
Kommissionen vurderer, at den ikke tror på Troels Lund Poulsens forklaringer, og konkluderer, at Troels Lund Poulsen blev orienteret løbende af Peter Loft.
"Det lægges på trods af Troels Lund Poulsens forklaringer til grund, at Peter Loft løbende har orienteret Troels Lund Poulsen om møderne med Skat København den 13. august, den 1. september og den 3. september 2010, og at Troels Lund Poulsen således har fået en indikation af, i hvilken retning afgørelsen ville gå inden den 16. september 2010."
"Kommissionen lægger også til grund, at Troels Lund Poulsen viste væsentlig interesse for et afgørende punkt for udfaldet af sagen - Stephen Kinnocks opholdsdage i Danmark - medens sagen verserede i Skat København."
Troels Lund Poulsen har dog ikke "involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen eller i øvrigt søgt af få afgørelsen omgjort."
Troels Lund Poulsen har desuden oplyst, at han videregav rygtet om Stephen Kinnocks homoseksualitet, men kommissionen har ikke taget stilling til, om den tidligere minister dermed har handlet forkert.
Peter Arnfeldt, daværende spindoktor for skatteministeren:
Kommissionen finder, at den "ikke har fundet grundlag for, at det offentlige søger Peter Arnfeldt draget til ansvar for videregivelse eller forsøg på videregivelse af fortrolige oplysninger fra sagen".
Kommissionen tager ikke stilling til, om Peter Arnfeldt har ageret "kritisabelt" i sagen.
Lars Løkke Rasmussen, tidligere statsminister, nuværende V-formand:
"Det fremgår, at det ikke kan lægges til grund, at Lars Løkke Rasmussen har involveret sig i sagens behandling eller har videregivet fortrolige oplysninger fra sagen"
Forslag til lovændringer:
"Kommissionen finder ikke, at undersøgelsen giver grundlag for at komme med forslag til ændring af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis".
Kommissionen bemærker i den forbindelse, at der den 1. januar 2013 skete en omstrukturering af Skatteministeriet.