Fortsæt til indhold
Politik

Dansk politi afviser blankt anklage om fejl i Hedegaard-sag

Det er lodret forkert, når forsvarsadvokaten for Lars Hedegaards formodede attentatmand siger, at dansk politi gav urigtige oplysninger, siger anklager.

Dansk politi går nu i rette med den beskyldning, som en tyrkisk forsvarsadvokat tidligere fredag rettede mod politiet i sagen om Lars Hedegaards formodede attentatmand.

Anklagen er faktuelt forkert, lyder det fra anklageren.

Ifølge den tyrkiske forsvarsadvokat for den 27-årige sigtede i sagen, BH, var der forkerte og utilstrækkelige oplysninger i de udleveringsanmodninger, som danske myndigheder sendte til Tyrkiet for at få den fængslede BH udleveret. Disse fejl var ifølge advokaten medvirkende til, at en tyrkisk domstol valgte at løslade den manden, selvom Danmark havde krævet ham udleveret. Konkret skulle der fejlagtigt stå i udleveringsanmodningen, at BH var sigtet for drab – ikke drabsforsøg, hævdede den tyrkiske advokat.

Men den påstand har intet hold i virkeligheden, lyder det nu fra Dorit Borgaaard, som er advokaturchef i advokaturen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.

”Det kan jeg afvise. Det er simpelthen ikke korrekt,” siger hun til Jyllands-Posten.

Samtidig fastslår hun, at det i alle de udleveringsanmodninger, som dansk politi har sendt til Tyrkiet, fremgår klokkeklart, at BH er sigtet for drabsforsøg.

”Så allerede der hopper kæden af,” siger Dorit Borgaard.

Hun tør ikke spå om, hvorfor forsvarsadvokaten siger, som han gør, men peger på, at han kan have læst anmodningen forkert.

Dansk politi har fulgt reglerne til punkt og prikke i sagen, fastholder hun.

”Jeg vil gerne slå en tyk streger under, at vi har overholdt alle udleveringskonventioner. De tyrkiske myndigheder har ret til at bede om supplerende oplysninger, hvis de ønsker det, og det har de gjort. Også de frister har vi overholdt. De har fået alle de oplysninger, de har bedt om, og vi har leveret,” siger Dorit Borgaard og tilføjer:

”Løsladelsen kan ikke være sket på grund af fejl fra dansk side.”

Som Jyllands-Posten skrev tidligere fredag dukkede beskyldningen fra den tyrkiske forsvarsadvokat op i et interview med det dansk-tyrkiske medie Haber.dk.

Ingen ved i øjeblikket, hvor den 27-årige BH befinder sig, men han er stadig internationalt efterlyst for drabsforsøget på Lars Hedegaard tilbage i februar 2013.

Ifølge Tyrkiets udenrigsministerium er der ingen officielle oplysninger, som tyder på, at BH har forladt Tyrkiet.

BH’s danske forsvarsadvokat siger til Ritzau, at de danske krav til en udleveringsbegæring var opfyldt, da tyrkerne blev bedt om at udlevere BH.

”Den udleveringsbegæring, jeg har set, lever op til de krav, som dansk ret kræver,” siger han.

”Men Tyrkiet stiller åbenbart strengere krav end Danmark for at udlevere, og det er da kun glædeligt. Det havde jeg egentlig ikke troet,” tilføjer Thorkild Høyer over for Ritzau.

BH, som er dansk-libaneser, blev anholdt i lufthavnen i Istanbul i april. Københavns Politi mistænker ham for at være identisk med det falske postbud, som forsøgte at skyde Lars Hedegaard.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.