Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokraterne står til store stemmetab i klassisk rødt territorium

I traditionelle røde landsdele flygter vælgerne i hobetal fra Socialdemokraterne.

Thomas Vibjerg | Signe Haahr Lindegaard

Socialdemokraterne har generelt svært ved at holde på vælgerne, men særligt slemt står det til de steder, hvor partiet normalt har medvind.

Ved det seneste folketingsvalg høstede partiet flest stemmer i Nordjylland, på Fyn og på Bornholm, og netop disse steder er der forsvundet to til tre gange så mange vælgere som i resten af landet, viser en opgørelse, som professor emeritus Søren Risbjerg Thomsen har lavet for Jyllands-Posten.

I Nordjylland satte 30,3 pct. af vælgerne eksempelvis kryds ved liste A i 2011, mens 24,5 pct. agter at gøre det i dag.

»Det er i områder med tradition for fremstillingsindustri, at vælgerne forsvinder. Så alt tyder på, at det er de klassiske arbejdere, som er gået til blå blok – ikke mindst til Dansk Folkeparti,« siger forsker i vælgervandringer Rune Stubager, Aarhus Universitet.

Klassiske arbejdere har fået nok

Ifølge ham kan dagpengereformen forklare en stor del af vælgernes utilfredshed, da den »rammer hårdere i de områder«.

Også Frederik G. Hjorth, ph.d. i statskundskab på Københavns Universitet, vurderer, at det er de klassiske arbejdere, som har fået nok af S.

»Det er en alvorlig situation for Socialdemokraterne,« siger han om det traditionsrige arbejderparti.

Socialdemokraternes Bjarne Laustsen blev den største stemmesluger i Nordjylland ved det seneste folketingsvalg. At mange S-vælgere er forsvundet fra den klassisk røde landsdel skyldes skuffelse, vurderer han.

»Vi fra Nordjylland har fortalt klart og tydeligt, hvad vi forventer af den røde regering – især i forhold til dagpenge. Når det ikke har kunnet lade sig gøre, er der nogle, som er skuffede, og som overvejer, hvordan de skal agere i det politiske landskab,« siger Laustsen.

Politisk ordfører Maja Panduro (S) er »ikke tilfreds«.

»Med vores resultater burde vi stå bedre,« siger hun.