Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: Regeringens asylpolitik kan koste flygtningebørn livet

Johanne Schmidt-Nielsen anklager regeringens asylpolitik for at være langt mere hårdhændet end VKO's nogensinde var. »Jeg er oprigtig rystet,« siger hun.

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er dybt bekymret over regeringens planer om at stramme reglerne for familiesammenføring for flygtninge fra nogle af verdens værste brændpunkter.

Tidligere tirsdag bebudede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under sin åbningstale i Folketinget, at regeringen vil fjerne muligheden for at blandt andre flygtninge fra Syriens borgerkrig kan få familiesammenføring det første år i Danmark.

Hvis regeringens planer bliver til virkelighed, risikerer det at koste flygtninge livet, advarer Johanne Schmidt-Nielsen. Hun peger på, at det første en flygtning tænker på, efter at være kommet i sikkerhed i Danmark er, hvordan hans eller hendes børn og ægtefælle også kan komme i sikkerhed.

”Det kan simpelthen være et spørgsmål om liv eller død, hvis børnene stadig befinder sig i krigsområderne. Regeringens politik kan muligvis skræmme nogle flygtninge fra at søge asyl i Danmark. Men den kan også koste syriske børn livet, mens de venter på, at der er gået et år,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hvad foreslår I i stedet?

”Vi foreslår, at man lader være med at forringe flygtninges ret til at få deres børn i sikkerhed. Jeg er faktisk ret chokeret over, at regeringen – oven i købet en regering med deltagelse fra Det Radikale Venstre – kommer med et forslag, der betyder, at flygtninge ikke kan få lov til at få deres børn i sikkerhed.”

Enhedslisten finder med andre ord regeringens forslag dybt usympatisk. Partiet mener, at der er tale om et alvorligt brud med mange års praksis for, at anerkendte flygtninge som en selvfølge har ret til at leve sammen med deres ægtefælle og børn, hvis de får beskyttelse her i Danmark.

Johanne Schmidt-Nielsen anklager direkte regeringen for at føre en asylpolitik, som er langt mere hårdhændet end på noget tidspunkt under VKO:

”Tænk at så fundamentalt et angreb på flygtninges rettigheder kommer fra en regering med deltagelse fra det Radikale Venstre. Vi får nu en asylpolitik, som er langt mere hårdhændet, end noget, som VKO nogensinde har ført,” siger hun.

I lyset af, at der i øjeblikket er flere flygtninge i verden, end på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig – over 51 millioner – finder Helle Thorning-Schmidt det nødvendigt at begrænse antallet af familiesammenføringer fra verdens værste brændpunkter. Danmark oplever i øjeblikket den største tilstrømning af asylansøgere i mindst ti år.

”En flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, skal ikke have krav på at få familien hertil det første år, efter han eller hun har fået opholdstilladelse. Hvis konflikten i hjemlandet trækker ud, så kan opholdet blive forlænget. Og så kan man få ægtefælle og børn her til Danmark,” sagde statsministeren i sin åbningstale.

Justitsministeriet oplyser, at de bebudede regler vil tage højde for, om der er ”helt særlige grunde”, der taler for, at familien skal kunne leve sammen - eksempelvis hvis barnet er handicappet eller alvorligt sygt. Andet ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til et familieliv.

Asylforslaget bygger oven på den stramning, som regeringen præsenterede 19. september om kun – i første omgang – at give tidbegrænset asyl i ét år til flygtninge fra eksempelvis borgerkrigen i Syrien, som ikke var personligt forfulgte, men ”bare” på flugt fra krig i almindelighed. Også dengang udtrykte Enhedslisten alvorlige bekymringer, mens SF tøvende accepterede forslaget.

Flygtningene får mulighed for at sende ansøgningen om familiesammenføring til myndighederne to måneder forud for, at deres første et-årige opholdstilladelse udløber, oplyser Justitsministeriet.

Regeringen forventer at fremsætte lovforslaget i begyndelsen af november.