Enhedslisten får plads i Folketingets Præsidium og kontroludvalg
For første gang nogensinde får Enhedslisten plads i Folketingets Præsidium. Bertel Haarder stod for lodtrækningen.
Han er manden, der på Christiansborg er berømt for altid at gå i sort tøj.
Og nu bliver Per Clausen (Ø) også manden, der skal repræsentere Enhedslisten i Folketingets øverste ledelse – præsidiet – for første gang nogensinde.
Det er netop blevet afgjort ved lodtrækning mellem Enhedslisten og SF i forbindelse med Folketingets åbning.
Per Clausen vil blandt andet kæmpe for skærpet kontrol med regeringen og øget åbenhed om lobbyisters forsøg på at influere politikere, meddeler Per Clausen.
Lodtrækningen skyldes, at SF’s politikerflugt det seneste år har betydet, at SF og EL nu begge har 12 mandater i Folketinget og dermed deles om pladsen som tingets femtestørste parti.
Det var Folketinget længst siddende medlem, Bertel Haarder (V), der stod for lodtrækningen og trak loddet op af en krukke.
Udfaldet er en dobbelt sejr for Liste Ø, da partierne i præsidiet automatisk også får en plads i et af de mest hemmelige udvalg på Christiansborg - det såkaldte kontroludvalg, som holder øje med politiets og forsvaret efterretningstjenester.
Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne – som er kontroludvalgets egentlige navn – får blandt andet fortrolige orienteringer fra regeringen om væsentlige sikkerhedsmæssige spørgsmål, der vedrører efterretningstjenesternes arbejde. Oplysningerne som gives til medlemmerne er så fortrolige, at de end ikke må dele dem med deres egne partikolleger.
Umiddelbart synes det mest naturligt, at Enhedslistens retsordfører – den jurauddannede Pernille Skipper – indtræder i udvalget, men Enhedslistens folketingsgruppe har endnu ikke truffet den endelige beslutning.
Partiet har længe været dybt skeptisk over for eksempelvis Politiets Efterretningstjenestes beføjelser og har derfor kæmpet for mere parlamentarisk kontrol med tjenesten.
Tidligere har medlemmer af Dansk Folkeparti direkte udtrykt bekymring for, at Enhedslistens folketingsmedlemmer ikke vil være stand til at holde på de fortrolige oplysninger fra kontroludvalgets møder – en anklage Enhedslisten har affejet som helt skudt ved siden af.
I rollen som Folketingets formand fortsætter Mogens Lykketoft (S), mens Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre bevarer deres repræsentanter i præsidiet.
Det er første gang siden 1998, at Folketinget har måttet ty til lodtrækning.