Grønlændere er trætte af politikernes misbrug af skattekroner
Aleqa Hammonds misbrug af offentlige kroner og hendes orlov har gjort borgerne i Nuuk sure.
Samtidig med, at formanden for det grønlandske landsstyre Aleqa Hammond fra Landstingets største parti Siumut søgte Landstinget om orlov, gik hundredevis af grønlændere ud og demonstrerede mod formandens åbenlyse magtmisbrug.
I stedet for at søge om orlov - en orlov Aleqa Hammond i øvrigt tirsdag aften fik bevilget - burde hun nemlig gå af, mente de fremmødte.
"Aleqa Hammond skal gå af, og der skal udskrives nyvalg. Som borger er det dybt skuffende, at folkevalgte misbruger skattekroner," siger en af demonstranterne til KNR.
Det er ikke nok at undskylde denne gang. Det må have konsekvenser for Aleqas politiske fremtid.Deltager i demonstration i Nuuk
KNR vurderer, at der var 5-600 mennesker til stede på Amisut-pladsen, mens en af demonstrationens deltagere, erhvervsmanden og den tidligere direktør for Tele Greenland A/S Michael Binzer, vurderer, at der var omkring 1.000 demonstranter.
"En af grundene til at jeg personligt deltog i demonstrationen idag er, at min retsfølelse bliver krænket, hvis dette ikke får alvorlige konsekvenser. Det er ikke nok at undskylde denne gang. Det må have konsekvenser for Aleqas politiske fremtid," skriver Michael Binzer på sin blog og tilføjer, at han er overbevist om, at oprøret blandt folket vil vokse, nu da Hammond har fået bevilget den ønskede orlov.
At den grønlandske befolkning er begyndt at sige fra over for korruption blandt politikere overrasker ikke Anita Hoffer, der er leder af Transparency International, en organisation der arbejder med korruptionsbekæmpelse, og i øvrigt har boet ni år i Grønland.
Anita Hoffer siger til Information, at hun aldrig tidligere har oplevet en så stor og vred demonstration som tirsdagens.
"Der er ved at ske en ændring i befolkningen. I hvert fald i Nuuk," vurderer hun.
Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til blandt andet private flybilletter og hotelophold til sin familie, og det er på den baggrund, at hun har søgt om orlov fra sin politiske gerning.
Også chefredaktøren på det grønlandske medie Sermitsiaq, Poul Krarup, har fornemmet, at folkestemningen er imod Aleqa Hammond.
"Det er ikke godt for partiet eller hende selv. Det ville være klog at trække sig, sige undskyld og så prøve at genopstille," siger han til Jyllands-Posten.
Orloven, som både er fra Landstinget og Landsstyret, blev tirsdag aften godkendt med stemmerne 15 mod 14, så det har været et splittet landsting, der stemte om formandens ønske.
Partifællen Kim Kielsen overtager posten som selvstyrets formand, mens Aleqa Hammond er på orlov.