Mads Holger vil i Folketinget
Debattøren og levemanden Mads Holger stiller op som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.
Folketinget kan blive en ægte romantiker rigere efter næste valg.
Debattøren, levemanden og forfatteren Mads Holger har nemlig netop meldt sig på banen som kandidat til Folketinget.
Den 36-årige Mads Holger stiller op for Det Konservative Folkeparti i Københavns Omegnsstorkreds, skriver Berlingske.
Her kommer han til at kæmpe mod konservative håb såsom Rasmus Jarlov og Casper Strunge. Om sine chancer for at blive valgt ind siger Mads Holger til Berlingske:
"Det skal man passe på med at sige noget om. Men jeg får da at vide af folk omkring mig, der har langt mere styr på valgmatematik end jeg, at mine chancer er gode, og jeg håber det bedste."
Mads Holger har studeret teologi på Københavns Universitet og har blandt andet ernæret sig ved at arrangere jetset-rejser for betalende gæster til udvalgte natklubber og luksushoteller i storbyer verden over.
Mads Holger – med det borgerlige navn Mads Holger Norgaard Madsen – har en lang række farverige bedrifter på CV'et.
Hos Berlingske har han siden 2012 skrevet bloggen "Den sidste romantiker", ligesom han har fungeret som radiovært på Radio 24syv's ugentlige program "Skriftestolen" om tro, kristendom og eksistens.
Ud over eksistentielle, kulturelle, kunstneriske og politiske forhold er den ekstravagante teolog særligt passioneret omkring tysk opera, ridning, antikke glansbilleder og russisk natteliv, hævdes det.
Rundet af sin opvækst på Nørrebro i København bliver én af Mads Holgers personlige mærkesager, hvis han bliver valg til Folketinget, at bekæmpe social arv, siger han.
Folketingsvalget, hvortil Mads Holger stiller op, skal senest afholdes om et år, den 14. september 2015.