SF vil ramme Israels eksport
EU skal suspendere sin handelsaftale med Israel for at skabe fred i Gaza og et stop for de ulovlige bosættelser, mener SF.
Hvis man skal gøre sig håb om en varig fred i Mellemøsten er EU nødt til at ramme israelerne, hvor det kan mærkes. Derfor bør EU suspendere sin handelsaftale med Israel, for at gennemtvinge en solid fredsaftale mellem de stridende parter i Gaza-striben.
Det mener SF, som opfordrer den danske regering til at lægge ekstra pres på EU for at ramme Israels ekport.
"Jeg har som mange andre danskere svært ved at forstå, at regeringen ikke presser på for at få EU til at gøre meget mere," siger SFs formand Pia Olsen Dyhr i forbindelse med partiets sommergruppemøde i København.
EU er Israels primære handelspartner, hvorfor en reduktion i import/eksporten til landet ifølge SF ville tvinge israelerne til forhandlingsbordet.
Formålet skulle være at få standset Israels ulovlige bosættelser på Vestbredden og på sigt få oprettet en selvstændig palæstinensisk stat, forklarer Pia Olsen Dyhr, som ikke giver meget for regeringens ord og fordømmelser af Israel.
"Jeg er skuffet over de vage udmeldinger, som den sønderbombede befolkning i Gaza ikke kan bruge til noget som helst," siger hun.
Samtidig slår hun helt fast, at Israels sikkerhed skal garanteres.
Siden 2000 har EUs handelsaftale med Israel givet israelerne en række fordelagtige handelsvilkår. Eksempelvis er der indgået en særlig landbrugsaftale, der fritager Israel for skat og moms på visse varer, der eksporteres til EU. Tidligere på sommeren kom også Enhedslisten med et forslag om at opsige handelsaftalen.
Store civile tab
Det er nu en måned siden, den væbnede konflikt mellem Hamas og Israel brød ud i regulær krigstilstand.
Siden da har det vakt voldsom international kritik, at Israel gentagne gange har ramt hospitaler og FN-skoler i Gaza-striben med raketter og mortergranater på trods af talrige advarsler om, at bygningerne husede civile flygtninge.
Ifølge FN er flere end 1.900 palæstinensere blevet slået ihjel under den månedlange konflikt i Gaza-striben. Over 1.400 af de dræbte menes at være civile. Heraf var 459 børn.
På israelsk side er 67 blevet dræbt, heraf tre civile.
SF: Vi har ikke valgt side
På SFs sommergruppemøde understreger Pia Olsen Dyhr, at medmenneskelighed og humanitær bistand til folk i nød er helt centrale emner for SF – uanset om overgrebene foregår i Gaza eller Nordirak.
"Vi skal sige klart fra over for brud på internationale regler og overgreb på civilbefolkningen. Derfor vil jeg meget kraftigt opfordre regeringen til at presse på gennem EU for en holdbar fredsaftale i Gaza," siger hun.
Samtidig afviser hun, at SF har valgt side til fordel for palæstinenserne i mellemøstkonflikten. SFs ønske er varig fred, og det vil komme både israelere og palæstinensere til gode, påpeger hun.
Våbenhvile og forhandlinger i Kairo
Israelerne har hele vejen igennem den nuværende konflikt forsvaret angrebene i Gaza-striben med, at Hamas - som ifølge EU og USA er en terrororganisation - har sendt tusindvis af raketter mod Israels civilbefolkning.
Senere under militæroperationen i Gaza rettede Israel også fokus på at ødelægge Hamas' underjordiske tunneller, som i nogle tilfælde løb ind i Israel og dermed muliggjorde angreb.
Onsdag er udsendinge fra både Israel og den palæstinensiske side i Egyptens hovedstad, Kairo, for at forhandle. Ifølge palæstinensiske kilder drøfter parterne blandt andet en lempelse af Israels blokade af Gaza-striben, skriver nyhedsbureauet AP.
Den nuværende 72 timer lange våbenhvile udløber efter den oprindelige plan ved midnat i nat.
SF benyttede også sit sommergruppemøde til at kræve, at regeringen finder en løsning på det såkaldte dagpengeproblem.