Annonce
Politik

Løkke opfordrer ja-partier til en lynaftale om Europa-politikken

EU-aftale: Venstres formand vil bygge bro over kløften mellem ja-partierne med en lynaftale inden valget. Regeringen afviser den fremstrakte hånd, som ikke rummer en løsning i striden om EU-borgeres ret til dansk børnecheck.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser et nyt EU-udspil fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Blot 10 dage inden valget til Europa-Parlamentet rækker Venstres formand Lars Løkke Rasmussen nu hånden frem mod statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og opfordrer til, at ja-partierne indgår en hurtig europapolitisk aftale, der kan sende »et fælles positivt signal« til vælgerne.

For at bryde mere end et års dødvande i forhandlingerne mellem de EU-positive partier foreslår Løkke Rasmussen, at en europapolitisk aftale deles i to, så der inden valget indgås en fælles aftale om Danmarks prioriteter og forventninger til en ny EU-Kommission og et nyt EU-Parlament. Derimod skal de mere følsomme, nationale spørgsmål om børnechecken, de danske EU-forbehold og dansk deltagelse i EU’s bankunion gemmes til senere forhandlinger.

»Jeg vil gerne række en hånd frem til statsministeren for at se, om det ikke kunne være muligt at sende et fælles positivt signal inden valget den 25. maj. I stedet for at sætte det hele på standby er mit forslag, at vi får lavet et papir omkring Danmarks syn på, hvad Europa skal,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Øget gennemslagskraft

I øjeblikket er forhandlingerne om en europapolitisk aftale strandet i stridigheder om velfærdsturisme og EU-borgeres ret til dansk børnecheck, og mange års fælles fodslag mellem ja-partierne er brudt.

Udspillet fra Løkke Rasmussen kommer op torsdag til en stor forespørgselsdebat om EU i Folketinget indkaldt af Dansk Folkeparti. Her er ja-partierne enige om en vedtagelsestekst, der bl.a. fastslår, at »det bedste udgangspunkt for at sikre Danmarks interesser i EU er bred enighed i Folketinget om Danmarks position i samarbejdet«.

Lars Løkke Rasmussen mener, at vedtagelsen i Folketinget skal udbygges til en egentlig aftale, dog kun om de ukontroversielle dele. Det skyldes blandt andet, at Løkke ønsker at holde det europapolitiske flertal intakt. Enigheden vil ifølge Løkke styrke Danmarks og statsministerens gennemslagskraft i EU.

EU-aftale
Venstres udspil
  • Ja-partierne bør inden valget den 25. maj enes om en ny europapolitisk aftale, mener Venstre, der selv udpeger følgende fem elementer:
  • Der skal mere fart på frihandlen, og EU skal i de kommende fem år satse hårdt på at opnå frihandelsaftaler med bl.a. USA, Japan og Indien.
  • Det indre marked skal bygges færdigt, også når det gælder digitale tjenester, service og energi.
  • EU skal i de kommende fem år sætte hårdt ind mod grænseoverskridende kriminalitet.
  • EU må ikke udvikle sig til en social union. Bedre balance mellem fri bevægelighed og retten til nationale velfærdsydelser.
  • EU skal på slankekur. Der skal iværksættes en afbureaukratiseringsreform.

»Der er en kløft, der skal bygges bro over, så kernen af partier, som bekender sig til det europæiske samarbejde, kan samarbejde om europapolitikken. Vi kan begynde med at bygge to bropiller og blive enige om første del af en europapolitisk aftale efter forespørgselsdebatten,« siger han.

Regeringen afviser

Aftalen bør ifølge Venstre rumme mindst fem vigtige elementer, heriblandt at EU ikke må blive en social union.

»Den anden diskussion om, hvordan vi håndterer det herhjemme, heriblandt sagen om børnechecken, kan vi ikke håndtere nu. Vi kan heller ikke håndtere stillingtagen til en dansk folkeafstemning om retsforbeholdet nu,« siger han.

Regeringen afviser Løkkes fremstrakte hånd. Statsministeren ønsker ikke at kommentere udspillet fra Løkke Rasmussen, og EU-ordfører Morten Bødskov (S) henviser til, at forhandlinger om EU-politikken lige nu foregår i Skatteministeriet.

»Jeg synes, at Lars Løkke Rasmussen skal tage sine synspunkter med under armen og møde op til drøftelserne i Skatteministeriet, hvor der lige nu tales om en bred europapolitisk aftale. Hvis man vil have en hel europapolitisk aftale, så kan man ikke nøjes med det halve. Dette skal diskuteres i en sammenhæng,« siger Bødskov.

Fastlåst strid

Dermed afviser Bødskov udspillet fra Løkke. I Skatteministeriet forsøger partierne at finde en løsning i den fastlåste strid om EU-borgeres ret til den danske børnecheck. Her står Venstre fast på det optjeningsprincip, som regeringen har rullet tilbage, eller andre løsninger, der kan begrænse vandrende arbejdstageres ret til fuld børnecheck.

Den konservative partiformand, Lars Barfoed, vil gerne skrive under på aftalen. Han mener dog, at der er langt vigtigere udfordringer, og at udspillet kommer lovligt sent.

»Jeg har svært ved at se, hvilken forskel det vil gøre nu. Det, som for alvor ville sende et signal til vælgerne, var, hvis vi kunne nå frem til en aftale om det, som virkelig er alvorligt, heriblandt hvor grænserne går for EU.«

Kilder i regeringspartierne peger på, at meget af det, som Løkke foreslår, allerede fremgår af den vedtagelse, som ja-partierne vedtager torsdag, og at det i øvrigt er helt almindeligt, at ja-partierne sætter sig sammen, når der er valgt en ny kommission og et nyt Europa-Parlament.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Kuppet mod Europa. Kuppet mod det fælles

Elsebeth Gerner Nielsen
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her