Mandlige spindoktorer er i overtal

Ministrenes nærmeste rådgivere er overvejende mænd.

Ministrenes selvudpegede og tætte særlige rådgivere, populært kaldet spindoktorer, er ofte mænd.

18 ud af 24 af rådgiverne er således mænd, viser en opgørelse fra Moderniseringsstyrelsen. 

Dog kom det i går frem, at uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) har ansat en kvindelige spindoktor. Dette er ikke en del af opgørelsen fra Moderniseringsstyrelsen.

Den eneste mand, som rådfører sig hos en kvindelig spindoktor, er klima-, energi-, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Det "grå arbejdsmarked"

Tallene kommer bag på fagforeningen DJØF.

"Det er overraskende, at der er den ubalance. For når man kigger på staten og det offentlige generelt, er det nogenlunde fifty-fifty i forhold til mænd og kvinder i ansættelse," siger formand for DJØF’s overenskomstforening, Lars Qvistgaard.

"Vi lavede en undersøgelse her for nogle år siden, som antydede, at når det kommer til headhunting og det ”grå arbejdsmarked”, så er det en overvægt af mænd, som kommer igennem," siger han.

Minister vil gerne have flere kvinder

Ligestillingsminister Manu Sareen (R) bekræfter i en mail, at ansættelsesfeltet bør rumme både mænd og kvinder:

"Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ser flere kvinder på centrale poster. Derfor havde jeg selvfølgelig også gerne set, at kvinderne var lige så nemme at få øje på i rådgiverfeltet som på ministertaburetterne, hvor vi har en kvindelig statsminister, og 8 ud af 20 ministre er kvinder. Som ligestillingsminister vil jeg gerne opfordre til, at både kvinder og mænd er med i ansættelsesfeltet, for det er vigtigt, at vi bruger alle talenter og kompetencer i vores samfund – det gælder uanset køn, " skriver han.

Tallene for den kønsmæssige fordeling på de særlige rådgivere blev fremlagt af Moderniseringsstyrelsen i februar.

Siden offentliggørelsen har miljøminister Kirsten Brosbøl (S) udpeget en ny kvindelig særlig rådgiver, så der i dag findes seks kvindelige spindoktorer i alt. Og som nævnt har nu også Sofie Carsten Nielsen udnævnt en kvinde som sin nærmeste rådgiver. 

Mænd vælger mænd

Den nuværende ansættelsesprocedure er ikke tilstrækkelig, hvis flere kvinder skal komme i betragtning som særlige rådgivere, mener DJØF.

"Hvis man skal sikre en reel ligestilling i Danmark, så kræver det, at der er offentlighed omkring stillingerne, omkring stillingsopslag og så videre – så alle har mulighed for at søge stillingerne. Uanset om de er mænd eller kvinder," siger Lars Qvistgaard fra DJØF.

I ministerierne har alle de mandlige ministre på nær Rasmus Helveg Petersen en mand til at rådgive sig. Modsat tilhører de kvindelige spindoktorer ministerier med kvindelige ministre.

"Der er tale om et begreb, som hedder homo-socialitet, som går ud på, at når man skal vælge nogen, man skal arbejde tæt sammen med, så vælger man ofte én, som ligner en selv. Det skal ikke nødvendigvis forstås som, at jeg vil vælge en kvinde, og du vil vælge en mand. Det handler om det samme værdisæt," siger ph.d.-studerende i magt og kommunikation ved Roskilde Universitet Martine Louise Bøhnke Bentsen.

Rodfæstet i samfundet

Hun fortæller, at det nuværende rekrutteringsfelt, som ministrene vælger ud fra, formentligt rummer langt flere mænd. Det er rodfæstet i samfundet og stikker dybere end ministerierne, siger hun:

"Spørgsmålet er, hvorfor er det dér, ministrene rekrutterer fra? Det er fordi, at ministrene eftersøger nogle særlige evner, og det kan godt være strukturelt bestemt. Det er svært for ministrene at sætte sig ud over det givne system og sige: ”Nu vælger jeg noget helt andet”. Men en minister kan jo i princippet gøre, hvad ministeren vil," siger Louise Bøhnke Bentsen.

Manglende fokus på kønsbalance

Tallene understreger, at køn ikke er i fokus, siger kønsforsker og politolog ved Aalborg Universitet Anette Bockhorst.

Enhedslistens ligestillingsordfører Jørgen Arbo-Bæhr undrer sig over, hvorfor regeringen ikke gør mere:

"Jeg synes, at ligestillingspolitikken er blevet undertonet i den nye regering – altså, den gamle regering gjorde intet, og den nuværende gør meget lidt," siger han og fortsætter:

"Som udgangspunkt undrer det mig meget, at de ansætter så mange flere mænd end kvinder i rådgivende funktioner."

Ministeren skal svare for sig

Ligestillingsministeren er ikke enig i ordførerens betragtning – han peger på forskellige initiativer fra regeringen:

"Regeringen arbejder generelt for at få flere kvinder på topposter både i statslige og private virksomheder. I april sidste år trådte en ny lov om flere kvinder i bestyrelser i kraft. Her forpligter vi de ca. 1.100 største virksomheder og alle statslige virksomheder og institutioner til at fastsætte måltal for kvinder i bestyrelserne og lave en politik for at fremme kvinder i ledelse generelt," skriver han i en mail.

Mailen ændrer ikke på, at ligestillingsordføreren vil hive fat i ministeren.

"Jeg vil spørge ligestillingsministeren om, hvorfor de ansætter mandlige rådgivere i stedet for kvindelige. Der er masser af kvinder, som er højtuddannede og garanteret er ligeså gode til at rådgive som mændene," siger Jørgen Arbo-Bæhr (EL).

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.