Skattekonto var ”fremragende pressearbejde”

En konto, der udstillede Thorning som hykler i Ekstra Bladet, var godt arbejde, siger tidligere spindoktor Peter Arnfeldt.

Artiklens øverste billede
Peter Arnfeldt var i sin tid var spindoktor for skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Som spindoktor for skatteminister Troels Lund Poulsen i VK-regeringens dage var det blandt andet Peter Arnfeldts opgave at få sin minister i medierne på en fordelagtig måde. Gerne en måde som samtidig ramte de politiske modstandere.

Det giver episoden om en sidenhen berømt skattekonto et godt indblik i. Kontoen skulle gøre det muligt at indbetale frivillig skat, hvilket Venstre under Folketingets afslutningsdebat i 2010 brugte til at lokke den daværende oppositionsleder, Helle Thorning-Schmidt, i en fælde.

Siden er kontoen ofte blevet beskrevet som en art forløber til selve skattesagen, hvilket Peter Arnfeldt dog afviser som »konspirationsteoriernes moder«.

Til gengæld mener han, at hans egen indsats i forbindelse med kontoen er pressearbejdet af høj klasse.

’Solgte’ historie til Ekstra Bladet

Forhistorien er, at Socialdemokraterne (og SF) dengang gik ind for højere skat på en række områder. Samtidig havde Skatteministeriet på baggrund af en såkaldt »borgerhenvendelse« (som senere viste sig at være en mail til partiet Venstre, ikke til ministeriet) oprettet en konto, hvor danskere frivilligt kunne indbetale skat.

Omkring to uger før afslutningsdebatten blev kontoen oprettet. Det skulle gå stærkt, og Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, hvordan ministeriet bl.a. meddelte sit pengeinstitut, Danske Bank, at »det haster rigtigt meget for os at få oprettet en konto«.

I den forbindelse fik Peter Arnfeldt af Troels Lund Poulsen eller Peter Loft – han husker ikke hvem - besked på at ’sælge’ historien om kontoen til pressen. I den forbindelse korresponderede han med Ekstra Bladets Jan Kjærgaard.

”Hvem er Helle?”

I en e-mail skrev Kjærgaard til Arnfeldt, at en anden journalist på Ekstra Bladet gerne ville »se på sagen om Helle og den særlige konto.«

Den e-mail er Peter Arnfeldt tidligere blevet spurgt om i en afhøring i Skattesagskommissionens lokaler på Fremtidsvej i udkanten af København.

»Hvem er Helle?« lød spørgsmålet.

»Det ved jeg ikke,« svarede han dengang.

Men den forklaring var ikke helt rigtig, lyder det nu.

»Det er fordi, man sidder derude (på Fremtidsvej, red.) i rigtigt mange timer, og jeg simpelthen ikke forstod, hvad den skattekonto havde med skattesagen at gøre,« forklarer Arnfeldt i dag.

For Helle var naturligvis Helle Thorning-Schmidt, og det var fornemt håndværk at få historien i Ekstra Bladet, mener den tidligere spindoktor.

”Fremragende pressearbejde”

»Jeg mener, at jeg har lavet fremragende pressearbejde på den skattekonto,« siger Peter Arnfeldt, som forklarer, at det var godt gået fra hans side at give historien til en tabloidavis som Ekstra Bladet, fordi der var en risiko for, at en morgenavis ville vende historien om og i stedet skrive, at ministeriet brugte ressourcer på politisk drilleri.

»Jeg får til opdrag at sælge den. Og så tænker jeg: Nå, den historie kan jeg simpelthen ikke sælge til jer eller Politiken eller Berlingske, for der ville den blive vendt på hovedet,« forklarer han til Jyllands-Posten.

Historien endte altså i Ekstra Bladet, men først to uger senere - i forbindelse med afslutningsdebatten. Arnfeldt siger, at han ikke havde noget at gøre med tidspunktet for historien, eller hvordan sagen skulle køres i folketingssalen.

Thorning gik i fælden

Under debatten foregik det sådan, at en menig Venstre-mand, Jacob Jensen, efter aftale med Troels Lund Poulsen spurgte Helle Thorning-Schmidt, om hun gerne ville betale mere i skat.

Hun svarede ja, og gik dermed i fælden. For bagefter kunne Ekstra Bladet spørge, om hun så frivilligt ville indbetale skat til den nyoprettede konto. Det ville hun ikke, og så kunne Troels Lund Poulsen i Ekstra Bladet sige, at Thorning var »taget i en gang dobbeltmoral«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.