S: ”Et gruppemøde med ris og ros”
De socialdemokratiske folketingsmedlemmer går stille med dørene efter udvidet gruppemøde.
Baggrunden for mødet var intern kritik af partiledelsen. Efter mødet sagde Helle Thorning, at "folketingsgruppen havde efterspurgt, at der blev lyttet mere, hvilket der vil blive fremadrettet".
Der var ris og ros, som der plejer at være.Mogens Jensen, kulturordfører
Men de fleste gruppemedlemmer forholdt sig tavse efter mødet, så partiledelsen skulle lytte godt efter, hvis den ville høre noget.
Kulturordfører og tidligere gruppeformand Mogens Jensen var en af de få, som ville fortælle om mødet.
”Der var en god stemning, ligesom der plejer at være,” siger Mogens Jensen, som tilføjer, at mødet foregik i en ”god, kammeratlig og kollegial stemning”.
”Der var et gruppemøde med ris og ros, som der plejer at være. Mødet kunne have været afholdt sidste tirsdag eller på næste tirsdag. Der var ikke noget nyt på mødet, vi havde bare bedre tid til at diskutere,” sagde den tidligere gruppeformand, som afviste at fortælle om synspunkter, der blev bragt på mødet.
’Kommentatorkøbing er gået amok’
Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht mener ikke, at der er et problem, men at medierne kører konflikten op.
Kommentatorkøbing har gakket sig selv op til noget, som der slet ikke er hold iBenny Engelbrecht, erhvervsordfører
”Kommentatorkøbing har gakket sig selv op til noget, som der ikke er hold i,” siger han.
Samtidig afviser han at udtale sig om, hvad der foregik på mødet.
”Jeg vil ikke sige noget om indholdet. Det er et internt forum,” siger han.
Samme melding kommer fra klima- og energiordfører Pernille Rozenkrantz-Theil.
”Det var et lukket møde, så jeg har ikke noget at bidrage med,” siger hun.
Folk var tilfredse
Nuværende næstformand i gruppen Ane Halsboe-Larsen fortæller, at medlemmerne af gruppen var tilfredse med mødet.
”Vi havde nogle gode drøftelser, hvor der var tid til, at medlemmerne kunne komme med deres synspunkter. Det var alle glade for,” siger hun.
Hun mener, at mødet netop var et eksempel på, at regeringen og folketingsgruppen taler sammen.
”Det er mit indtryk at både regeringen og folketingsgruppen, er glade for de her drøftelser,” siger Ane Halsboe, som ikke vil fortælle mere om, hvad der var på dagsordenen.
”Vi refererer af princip ikke fra vores gruppemøder,” siger hun.