Flådebaser forbereder overlevelseskamp
De to danske flådebyer arbejder allerede nu på at undgå lukning i fremtiden.
Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, gav torsdag udtryk for, at hæren ikke skal være alene om at blive analyseret i forhold til Forsvarets fremtidige struktur.
Politikeren lægger således op til, at Søværnet også kan komme til at vinke farvel til én af sine to stationer i henholdsvis Frederikshavn og Korsør. Ligesom Flyvevåbnet også kan miste en station.
"Vi mener, at vi skal have et forlig, der slår på både flåden og flyvevåbnet, så det ikke var hæren alene, der skulle analyseres på i forhold til Forsvarets fremtidige struktur. Derfor har vi skrevet ind i forliget, at der skal være et anlægsstop på flådestationen i Korsør," siger Troels Lund Poulsen.
Forbereder argumenter
I Slagelse Kommune, hvori Korsør ligger, mener borgmester Lis Tribler (S) imidlertid ikke, at anlægsstoppet skal tolkes som en trussel mod flådestationens eksistens.
"Det er ikke kun et spørgsmål om anlægsstop. Det er også et spørgsmål om nye investeringer, og jeg kan ikke se nye investeringer andre steder heller," siger Lis Tribler.
Borgmesteren erkender dog, at hun er i færd med at forberede sine argumenter, hvis det i fremtiden bliver nødvendigt at kæmpe for flådestationens overlevelse.
"Jeg har kørt et massivt forløb de sidste tre år, hvor jeg sammen med Korsørs folketingspolitikere John Dyrby Poulsen (S) og Villum Christensen (LA) arbejder for at sikre byens position i Forsvaret," siger Lis Tribler.
Politikere briefes løbende
Også i Frederikshavn er borgmester Lars Mejlvang Møller (V) i færd med at forberede det skyts, der skal sikre Søværnets tilstedeværelse i byen.
"For et år siden nedsatte vi en task force, som skal belyse, hvad det er, vi kan her i Frederikshavn. Det sørger vi for løbende at gøre politikerne opmærksomme på," siger Lars Mejlvang Møller.
Den nordjyske task force har blandt andet understreget betydningen af flådens lette adgang til havet fra Frederikshavn, men den arbejder også på at nedtone betydningen af byens fjerne placering i forhold til København.
Geografi er en faktor
Geografisk placering spiller også en rolle i Lis Triblers argumentation. Hun mener således, at Korsørs placering giver flådestationen det optimale rekrutteringsgrundlag.
"Jeg mener ikke, at vi kun skal have et jysk forsvar. Ved at beholde flåden i Korsør har pendlere fra hele Sjælland og Fyn også mulighed for at tage arbejde på flådestationen."
Samtidig understreger Lis Tribler, at Korsør i forvejen er en by, der forsøger at komme i balance, efter at etableringen af Storebæltsforbindelsen rykkede ved en del af byens eksistensgrundlag.
"I forbindelse med Storebæltsbroen måtte man kompensere Korsør for tabte arbejdspladser, og hvis man også mister flådestationen, er byen altså hårdt ramt," siger borgmesteren.
Hensyn til andet end militær
I Frederikshavn er Lars Mejlvang Møller enig i, at man også må tage hensyn til andre faktorer end de rent militære, hvis man beslutter sig for at ændre Forsvarets struktur.
"Vi ved, at den maritime sektor står for 45 pct. af skattegrundlaget i Frederikshavn. Deraf kommer 15 pct. direkte fra flådestationen. Derudover er det meget svært at sige noget om, hvor mange der desuden er en del af følgebeskæftigelsen, som flådestationen genererer," forklarer Lars Mejlvang Møller.
I begge byer håber borgmestrene imidlertid, at det ikke bliver nødvendigt at lukke en af de to flådestationer.
"Jeg mener faktisk, der skal være to flådestationer i Danmark. Det vil også koste en formue, hvis man beslutter sig for at flytte hele Flåden fra det ene sted til det andet."