Fortsæt til indhold
Politik

Kritik af hemmelig Venstre-top

'Hemmelighedskræmmeriet giver noget at spekulere over,' siger magtforsker.

Venstre, Danmarks liberale parti, vil ikke fortælle, hvem der sidder i "toppen af Venstres organisation". Sådan beskrives hovedbestyrelsen ellers på partiets hjemmeside.

Den er ikke længere. Vi vil ikke udlevere den liste. Punktum
Claus Richter, partisekretær i Venstre

"Vi vil ikke af princip. Og så vil vi ikke, fordi det strider mod Datatilsynets regler. Den er ikke længere. Vi vil ikke udlevere den liste. Punktum," siger Claus Richter, der er partisekretær i Venstre.

Men alle andre partier i Folketinget udleverer en liste over, hvem der sidder i hovedbestyrelsen, og det er ikke nødvendigvis i strid med datatilsynets beslutninger.

"Er der givet samtykke til udleveringen, og er samtykket specifikt, så kan partiet udlevere navnene," siger direktør i Datatilsynet Lene Andersen.

I strid med dansk kultur

Ifølge Christoph Ellersgaard, som til daglig er Ph.D.-studerende på Københavns Universitet og arbejder med at afdække magtstrukturer og netværk i Danmark, strider Venstres opførsel mod almindelig dansk kultur.

"Det er mærkeligt, at Danmarks største parti, som slår sig selv op på demokrati, er så lukket. Selv bittesmå badmintonklubber i Danmark har normalt en rigtig fin offentlighedskultur," siger Christoph Ellersgaard.

Han henviser til, at de store virksomheder og vigtige råd gerne oplyser, hvem der sidder i bestyrelsen.

Grunden til, at forskeren kritiserer Venstre, er, at han ikke kan få udleveret en liste over medlemmer af hovedbestyrelsen fra Venstre.

Hemmelige kontakter

Ifølge Christoph Ellersgaard er det tankevækkende, at Venstre ikke vil udlevere navnene.

"Hemmelighedskræmmeriet giver jo noget at spekulere over. Det kan jo være, at der sidder nogen, som de ikke ønsker, at offentligheden skal få kendskab til," siger Christoph Ellersgaard.

Han peger på erhvervsmanden Fritz Schur som et eksempel på, hvordan Venstre flyder sammen med erhvervslivet.

"Schur var formand for Den Liberale Erhvervsklub, og han gik til møder i Venstres hovedbestyrelse. Samtidig placerede Venstre ham som formand for Dong, SAS og Post Norden, dengang partiet havde regeringsmagten," siger Christoph Ellersgaard.

Ifølge Christoph Ellersgaard er det tre af de "meget tunge" bestyrelser i Danmark.

"Når sådan noget kommer frem, så risikerer man, at folk diskuterer, om det er kvaliteter eller kontakter, der har givet Schur jobbet," siger Christoph Ellersgaard.

'Højst mærkværdigt'

Til forskerens bekymring for, hvordan Venstre spiller sammen med erhvervslivet, siger Roger Buch forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole:

"Vi ved jo allerede, at der er en tæt kontakt mellem erhvervsliv og Venstre. Det kan du også se ved at kigge i Venstres regnskab. Her fremgår det, at Venstre får mange penge fra private virksomheder."

Roger Buch kalder det for "højst mærkværdigt", at Venstre ikke vil fortælle, hvem der sidder i hovedbestyrelsen.

"Jeg kan ikke forstå, at man ikke vil oplyse om det. Det er en del af af et velfungerende demokrati, at vi kan følge med i partierne," siger Roger Buch

Når sådan noget kommer frem, så risikerer man, at folk diskuterer, om det er kvaliteter eller kontakter, der har givet Schur jobbet
Christoph Ellersgaard, Ph.D.-studerende ved Københavns Universitet

Roger Buch vurderer dog, at hovedbestyrelsen i Venstre ikke har den store praktiske indflydelse på politikken.

"Der er ikke den store tradition for, at hovedbestyrelsen bestemmer politikken i Venstre," siger han.

Næsten det hele fremgår

Venstres partisekretær Claus Richter oplyser, at det på Venstres hjemmeside står, hvem der er kommuneforeningsformænd og regionsbestyrelsesformænd, og at de klart udgør hovedparten af medlemmerne i hovedbestyrelsen.

Derudover tæller bestyrelsen i følge Venstres vedtægter en række personer, som er valgt på landsmødet og repræsentanter for forskellige tilknyttede organisationer.

Disse personer fremgår ikke af hjemmesiden, men Claus Richter forstår ikke problemet af den grund.

"Hvad skulle vi skjule? Det er jo ikke medlemmerne af hovedbestyrelsen, men vores folketingskandidater, vælgerne stemmer på. Og i vores vedtægter står der, hvad for nogle poster der sidder i hovedbestyrelsen. Den del er helt åben, men vi vil ikke udlevere navnene," siger han.

Hvad synes du? Er det rimeligt, at Venstre ikke vil oplyse navnene på medlemmerne af hovedbestyrelsen, eller bør et liberalt parti vise åbenhed? Deltag i debatten her.