Minister slår fast: Vi lukker kaserner
… men politikerne har ikke besluttet hvilke. Det sker først om »nogle måneder«.
Der vil inden længe blive lukket flere kaserner i Danmark.
Men hvilke?
Det må de mange ansatte i forsvaret vente mindst fire måneder på at få svar på.
Det oplyser forsvarsminister Nick Hækkerup (S) efter indgåelsen af et omfattende forsvarsforlig, der blandt andet bevarer værnepligten frem til mindst 2020 – og blot reducerer antallet fra 5.000 til 4.200 rekrutter - og samtidig sparer 2,7 mia. kr. om året på forsvaret.
Forsvarschef skal bestemme navne
Politikerne har tidligt leget med tanken om at lukke Høvelte og Varde Kaserner, men kunne i forbindelse med forhandlingerne ikke blive enige.
I stedet skal forsvarschefen nu pege på de bygninger, som han fremover ikke har brug for.
»Vi ved, at der skal lukkes kaserne, men vi beder forsvarschefen om – på baggrund af de ændringer, der sker i forsvaret med denne aftale – at pege på, hvad det er for nogle kaserne, der skal lukkes,« siger Nick Hækkerup.
Mange ansatte i forsvaret har tidligere krævet, at politikerne kom en klar melding, så soldater og administrativt personale ikke skulle være utrygge om fremtiden.
»Lige præcis på kasernerne, så må man vente et par måneder, før vi kommer helt hjem. Men langt de fleste ansatte kan holde jul og nytår i god ro,« siger Nick Hækkerup.
Vil ikke frede enkelte kaserner
Hverken ministeren eller andre af politikerne ønskede fredag at frede nogle af kasernerne.
»Vi har bedt forsvarschefen – på et militærfagligt grundlag – at finde ud af, hvad der skal bruges. Det gør han nu. Og det vil være halsløs gerning af mig at begynde og kaste andre lodder i vægtskålen,« siger Nick Hækkerup.
De Konservatives forsvarsordfører Lene Espersen kalder det »vanskeligt,« men »nødvendigt« at lukke kaserner i Danmark.
»Jeg ved godt som nordjyde, at der også lokalt er mange arbejdspladser på spil her. Vi må også bare erkende, at der er behov for, at forsvaret slanker sig og modernisere sin ledelse,« siger Lene Espersen.