Fredericia-borgmester: Nogen ville kalde det en pille for meget
Thomas Banke (V) mener, at hans ry gør ham sårbar over for anklager om narkotikamisbrug.
Fredericias 30-årige borgmester Thomas Banke (V) har de seneste dage måttet se sig selv blive hængt ud i såvel lokale som nationale medier for morfinmisbrug. Anklager som borgmesteren afviser i et interview med Jyllands-Posten.
Historierne er kommet på baggrund af interne mails, som Fredericia Dagblad kom i besiddelse af, hvor borgmesterens partifæller udtrykte bekymring for, om Thomas Banke var påvirket af stoffer under sit arbejde som borgmester i Fredericia.
Forløbet har sat sine spor hos den unge venstremand, der allerede i en alder af 28 år kunne tage borgmesterkæden om halsen i sin fødeby.
"Hvis jeg sagde, det var super morsomt, ville jeg lyve. Men jeg er gået ind i politik velvidende, at det her kunne ske," siger Thomas Banke til Jyllands-Posten.
Har eksperimenteret med stoffer
Det er ikke første gang, at den tidligere formand for Venstre Ungdom kommer i modvind grundet sit forhold til stoffer.
I 2007 fortalte han i et interview med Ekstra Bladet, da han stadig var formand for ungdomspartiet, at han før havde eksperimenteret med hash, kokain og amfetamin, og det, føler han nu, rammer ham som en boomerang. Det i en sådan grad, at han fortryder, at han dengang var så åbenmundet.
"Jeg tænker tit på det, for det forfølger mig og rider mig som en mare. Det er sådan set ikke fordi, at jeg ikke vil fortælle om det, men fordi der bliver skabt et billede af mig som en misbruger, der sidder med en sprøjte i armen og beder om en 25-øre til det næste fix," siger Thomas Banke.
Måske en pille for meget
For ifølge den unge borgmester selv, har de aktuelle anklager intet på sig. Thomas Banke har igennem et år været igennem et forløb med mange tandoperationer, der i en periode har gjort, at Venstre-politikeren har måttet tage morfinpiller mod smerterne.
Ikke desto mindre indrømmer Thomas Banke, at der kan have været tidspunkter, hvor han har taget flere piller, end han burde.
Der har helt klart været episoder, hvor jeg ikke har været i stand til at køre bil, men hvor jeg har følt mig i stand til at tage et internt mødeThomas Banke, borgmester i Fredericia, V
"Jeg kan ikke afvise, at der har været tidspunkter, hvor jeg har været i smerter og måske taget det, som nogen vil kalde en pille for meget, men er det så et misbrug, når man virkelig er i smerter?" spørger han.
Var ikke i stand til at køre
Alligevel har Thoams Bankes tilstand vakt bekymring hos hans partifæller i Fredericia Byråd. De har opfordret ham til at søge hjælp, efter de mener at have oplevet borgmesteren være fraværende og omtåget i sin adfærd. Thomas Banke erkender da også, at der har været episoder, hvor han har været påvirket af sin medicin, men alligevel har følt sig i stand til at arbejde.
"Der har helt klart været episoder, hvor jeg ikke har følt mig i stand til at køre bil, men hvor jeg har følt mig i stand til at tage et internt møde med mine nærmeste partifæller," siger han.
Disse møder kan have været det, der har udløst bekymringen fra Venstres gruppe i byrådet, tror borgmesteren.
"Hvis jeg har siddet med blanke øjne, og det hele har kørt lidt rundt, så kan jeg godt forstå, at de har tænkt deres," siger han.
Thomas Banke afviser i den forbindelse, at han skulle have forhandlet vigtige kontrakter for kommunen, mens han var påvirket af morfinen.
Et unuanceret billede
Thomas Banke fortæller, at forløbet, der nu er endt med, at han går i gang med behandling, så han kan nedtrappe sin brug af de smertestillende piller, i hans øjne er foregået meget mindre dramatisk, end det er blevet fremstillet af medierne.
"Det er et helt unuanceret billede, der er blevet givet. Min gruppe har jo ikke sat mig en stol for døren, hvis ikke jeg med det samme gik i behandling. Det er blevet håndteret helt stilfærdigt," siger han.
Politisk plat
Venstre-borgmesteren mener, at hans politiske modstandere i byrådet benytter lejligheden til at slå politisk plat på hans situation.
"Jeg synes, det er sørgeligt, at SF i Fredericia nu vil lave sin egen undersøgelse af, om jeg har passet mit arbejde ordentligt. Det ville jeg ikke selv gøre over for mine kollegaer, hvis de var i en tilsvarende situation, lad mig sige det på den måde," siger han og fortsætter.
"Mine politiske modstandere udtrykker i lokale medier bekymring for mig. Der er sågar en socialdemokrat, der har sagt, at Venstre bør hjælpe mig noget mere. Det, jeg er blevet budt det seneste halve år, er personangreb efter personangreb i læserbreve, hvor jeg bliver anklaget for at være en uduelig borgmester. Hvis jeg var oprigtigt bekymret for en politisk kollega, ville jeg nok sende blomster og ikke læserbreve," siger han.
Thomas Banke blev i 2009 valgt til borgmester efter at have konstitueret sig med netop Socialdemokraterne og SF. Den konstituering faldt dog fra hinanden i sommer.
Øget kampgejst
Hele forløbet har fået Fredericia-borgmesteren til at overveje sin politiske fremtid.
"Alle mennesker, der kommer igennem sådan et forløb, vil overveje, om det er det hele værd. Men jeg er kommet frem til, at det har givet mig en øget kampgejst. De, der nu vil have en undersøgelse, vil jeg ikke lade vinde det næste kommunalvalg, hvis jeg kan undgå det," siger Thomas Banke.
Han er ikke bange for en situation, hvor hans brug af morfin bliver brugt i mod ham i den kommende valgkamp.
"Hvis der er nogen, der vil bruge det her politisk, så skal de være velkomne. Jeg er da ikke i tvivl om, at der har været nogen, der havde håbet på, at det her var kommet frem på et andet tidspunkt. Jeg tror dog godt, at vælgerne kan forstå, at man kan have brug for smertebehandling," siger han.
Der er valg til alle landets kommuner og regioner tirsdag d. 19. november 2013.