Radikale lægger cookies tydeligt frem
Efter Jyllands-Postens omtale skriver Radikale nu mere tydeligt om »en lille, uskadelig datafil«.
De Radikale mener ikke, at de har gjort noget forkert, når de har benyttet såkaldte cookies til at aflure brugere deres politiske holdninger – og så give dem annoncer derefter.
Men efter Jyllands-Postens forside i dag om brugen af cookies har De Radikale opdateret deres hjemmeside, og partiet giver nu Cookies en fremtrædende plads sammen med blandt andet »Bliv medlem« og »Kontakt«.
For blot få dage siden havde punktet ikke så fremtrædende en plads.
Registerede »politisk profil«
I Jyllands-Posten i dag fortæller Datatilsynet, at man overvejer at gå ind i sagen efter dokumenter fra De Radikales reklamebureau Mindshare har vist, at De Radikale først benyttede den lille datapakke til at identificere mulige tvivlere – og derefter målrettet vist reklamer, der skulle overbevise tvivlerne.
I dokumenterne, som Mindshare har brugt i forsøget på at vinde en pris for deres kampagne, skriver bureauet, at de mange cookies skulle »nå den rigtige bruger med det rigtige budskab på det rigtige tidspunkt af valgkampen«.
Totalt set samlede Mindshare 40.300 brugere, som partiet havde defineret som svingvælgere.
Bureauet registrerede også, »hvilken politisk profil de havde«.
Uskadelig datafil
De Radikale beskriver cookies som »en lille, uskadelig datafil,« der primært bliver brugt til »webanalyse, der kan hjælpe os til at forbedre hjemmesiden«.
Partiet skriver også, at »Cookies hjælper også vores annoncepartner med at forbedre vores annoncering, så vi kan vise de kampagner, der er mest relevante for den enkelte bruger«.
Radikale skriver i en pressemeddelelse i dag, at deres metode var fuldt lovligt og »i øvrigt baseret på et set-up, der anvendes i næsten alle digitale kampagner i dag«.
Jyllands-Posten har spurgt landets største partier, og endnu har ingen bekræftet, at de bruger et tilsvarende system.
DF kræver svar fra Vestager
Dansk Folkeparti afviser direkte at bruge den slags metoder, selvom man på et tidspunkt fik metoden tilbudt.
»Jeg synes på ingen måde, at jeg blev overbevist om, at det var noget for os. Vi er meget mere direkte i vores kampagner,« siger Søren Søndergaard, pressechef for Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten.
Erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby, vil have indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) til at forklare brugen af cookies.
»Jeg er med på, at man kan gøre mange ting på internettet. Men der er forskel på at sælge hudplejemidler, potter og pander – og så på at være et politisk parti, der udspørger folk og så giver dem reklamer derefter. Det er en uskik, hvis det danner præcedens i partierne,« siger Hans Kristian Skibby til Jyllands-Posten.