Fortsæt til indhold
Politik

Jens Rohde: Jeg har skabt signalforvirring

Jens Rohde erkender, at hans EU-kronik kan skabe forvirring om Venstres EU-linje.

"Jeg er ked af, at jeg har været med til at skabe signalforviring," siger Jens Rohde.

Efter et flere timer langt krisemøde under aftenfesten ved Venstres landsmøde måtte Rohde acceptere, at valget af ham som spidskandidat til parlamentsvalget i 2014 ikke afholdes som planlagt søndag.

Kontroversiel kronik

Det skyldes en kronik, som Rohde har i Berlingske søndag, og som han har skrevet sammen med Erik Boel fra Europabevægelsen.

"Der var nogle, der kunne misforstå, hvorvidt der er tale om et debatoplæg eller et kampagnebidrag," siger Jens Rohde.

"Jeg har ønsket at skabe en debat for at få regeringen ud af busken. Det har aldrig været tænkt som et kampagnegrundlag."

"Men i og med at nogen misforstår det, som at det er det grundlag, Venstre skal gå til valg på så synes jeg, det er bedst, at vi tager lidt tid," siger Jens Rohde.

"Højtflyvende tanker"

Er der noget i kronikken, du fortryder?

"Nej, det er der sådan set ikke. For det er jo et spørgsmål om at prøve at skabe en debat, og når man prøver at skabe en debat skal tankerne være lidt højtflyvende.

Men det har aldrig været tænkt som andet end et debat indlæg."

Mener du det, der står i kronikken?

"Jamen, der er masser af ting i kronikken , som, jeg synes, er interessante at diskutere," siger Jens Rohde.

Valget af spidskandidat er udsat til næste år.