Fortsæt til indhold
Politik

Atomaffalds-plan er gået på grund

Venstre, konservative, DF og Enhedslisten går på tværs af planer om et atomaffalds-depot i provinsen.

Der er ikke længere et bredt politisk flertal for et depot for radioaktivt affald et sted i provinsen. Det skriver Information.

Venstre, konservative, DF og Enhedslisten foretrækker i stedet, at man ser på mulighederne for at sende alt atomaffaldet - eller dele af det - til udlandet. Alternativt at lade det blive i depot på den tidligere forsøgsstation Risø ved Roskilde.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har bedt Folketingets partier om at melde tilbage senest torsdag, om de fortsat er med i processen, der skal føre frem til et endeligt valg af placering. Det vil blandt andet sige, at de seks offentliggjorte forslag til mulige placeringer skal skæres ned til to eller tre.

Depot 10 år undervejs

Enhedslisten foreslog allerede i mandags, at det undersøges, om ikke atomaffaldet har bedst af at blive liggende på Risø. Og V, K og DF vil have sundhedsministeren til at se på, om affaldet muligvis i stedet kan sendes til opbevaring i udlandet, skriver Information.

Beslutningen om et dansk atomaffalds-depot stammer fra 2003, da Folketinget i enighed skabte beslutningsgrundlaget. Men først i 2009 blev processen tegnet op, og først i 2011-12 er planerne således blevet synlige og konkrete.

Fra Venstre lyder det, at partiet står ved beslutningen, men også at man gerne vil have undersøgt muligheden for en udenlandsk deponering.

V: En ny situation

"Og så konstaterer vi jo, at der ikke længere er den her enighed blandt Folketingets partier om den aftalte proces, og at der er bedt om fornyede politiske drøftelser," siger Venstres sundhedspolitiske ordfører, Sophie Løhde, til Information.

Den konservative gruppeformand Brian Mikkelsen er på samme linje, mens DF's sundhedsordfører Liselott Blixt på forhånd afviser at give et mandat til at skære mulighederne ned til to eller tre.

"Der er en række ting, som først skal afklares, herunder hvorfor vi ikke bare kan transportere det til andre lande," siger Liselotte Blixt til Information.

Krag: Vi udskyder problemet

Sundhedsminister Astrid Krag har ikke over for Information ønsket at svare på partiernes nye holdning, men hun har tidligere sagt, at et nej til et depot i Danmark blot vil være at udskyde problemet.

Desuden har Danmark i de senere år forgæves forsøgt at få udlandet til at aftage 233 kilo "særligt langlivet affald" eller mellemradioaktivt affald.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, erkender ovre for Information, at problematikken omkring atomaffaldet er meget vanskelig at få hul på.

"Hvis vi ikke kan komme af med de 233 kilo, så er der jo heller ikke nogen mulighed for at komme af med det hele. De 233 kilo er det spor, som det er reelt at forfølge her og nu frem for at trække tingene i langdrag og gøre det her til en politisk kampplads," siger Flemming Møller Mortensen til information.