Regeringen flirter med blå finanslov
Regeringen og V-toppen afsøger muligheden for en aftale om næste års finanslov uden om Enhedslisten.
Efter sommerens trusler om at vælte regeringen på finansloven har Venstre ændret kurs. V-toppen er klar til at lave en blå finanslov, og der foregår hemmelige sonderinger mellem Venstre og regeringen.
Venstres chefforhandler, Peter Christensen, forklarer, at det især er den økonomiske krise og de voldsomt pressede virksomheder, der får Venstre til at række hånden ud til regeringen.
»Venstre mener det alvorligt,« siger Peter Christensen, som bl.a. henviser til, at industrigiganten Danfoss tidligere i denne uge advarede om, at der ikke vil være produktionsarbejdspladser i Danmark om 10 år, hvis ikke konkurrencevilkårene bliver ændret.
»Så kan der nok ikke komme et tydeligere opråb til danske politikere,« siger Peter Christensen.
Fedtafgift og kontanthjælp
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er det både pres fra erhvervslivet og frygt for en gentagelse af forårets skatteforløb, der har fået V-toppen til at ændre strategi. Op til det overraskende skatteforlig var V-formand Lars Løkke Rasmussen under voldsom kritik for at sætte strategi og valgkamp over muligheden for at få skatten på arbejde ned.
Venstres hovedkrav til finansloven er en erhvervsskattepakke, som også betyder afskaffelse af den udskældte fedtafgift. Samtidig vil Venstre have en bindende aftale om en kontanthjælpsreform.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringen er i gang med at afsøge muligheden for en aftale med Venstre. Finansminister Bjarne Corydon (S) er dog meget fåmælt.
»Jeg har til gode at finde ud af, om det er taktisk, eller om det er reelt. Det kommer jeg til at afprøve ved forhandlingsbordet,« siger han.
Enhedslisten advarer
Meldingerne fra regeringens indledende forhandlinger med Enhedslisten er samtidig, at parterne står meget langt fra hinanden.
Og Enhedslisten advarer nu regeringen.
»Det bekymrer os at se regeringstoppen kravle længere og længere op i træerne,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL).
Læs mere om spillet om finansloven i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her
Hvad mener du?
- Bør regeringen satse på en finanslov med Enhedslisten eller med blå blok?
- Hvor langt skal de borgerlige partier bøje sig for at få en aftale?
Deltag i debatten: