Politiet på kant med loven i skattesag
Politirapporters værdi som bevis kan blive svækket i sagen om statsministerparrets skattesag.
Flere centrale personer i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skattesag siger nu, at de ikke har haft mulighed for at læse og godkende deres forklaringer til politiet. Det er ifølge Eva Smith, professor i procesret ved Københavns Universitet, i strid med retsplejeloven og kan svække de pågældende politirapporters værdi som bevis i sagen.
»Som afhørt har du ret til at gøre dig bekendt med politiets gengivelse af din forklaring og få eventuelle rettelser og tilføjelser med i afhøringsrapporten. En sådan rapport, der ikke er gennemlæst af den afhørte, er ikke meget værd som bevis, for den afhørte kan bare sige, at det har betjenten misforstået,« siger Eva Smith.
Ikke i orden
Københavns Politi har efterforsket, hvem der lækkede Skats frifindende afgørelse i skattesagen og har afleveret bl.a. afhøringsrapporterne til skattesagskommissionen, som i dag afhører de første vidner. Oplysninger fra disse rapporter er de seneste dage endt i pressen som nye, opsigtsvækkende afsløringer om Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft og Peter Arnfeldt, der var særlig rådgiver for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Men begge siger, at de aldrig har sagt som refereret af politiet, og at de ikke har haft mulighed for at læse og korrigere afhøringsrapporterne, inden politiet sendte dem til skattesagskommissionen.
»Det er ikke i orden, at Peter Loft først, når han om et halvt år skal afhøres, har mulighed for at se en politirapport, han ikke har set og ikke er enig i. Det er slet ikke i orden,« siger Peter Lofts bisidder, advokat Lars Svenning Andersen.
Andre vidner har set deres forklaringer til politiet, men politidirektør Johan Reimann vil ikke forklare denne forskel.
Læs i Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag mere om afhøringen af de første vidner i skattesagskommissionen. Sagen kan totalt ændre magtforholdene i dansk politik.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her
Den ene overraskende oplysning afløser den anden i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skattesag. Hvor er vi henne, hvis ikke politiet følger retsplejeloven?