Søvndal: Vi fik reel garanti fra USA
Garanti om, at USA ikke ville flyve ind i dansk luftrum med fanger uden tilladelse, var god nok.
Udenrigsminister Villy Søvndal afviser DIIS-rapports forbehold over for den garanti, som USA i 2008 gav Danmark om, at amerikanerne ikke ville flyve ind over dansk luftrum med fanger, med mindre der først var indhentet tilladelse.
Ifølge DIIS-rapporten om de såkaldte CIA-flyvninger kan det diskuteres, hvor dækkende den amerikanske garanti, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) i 2008 fik fra USA's daværende udenrigsminister Condoleezza Rice, er.
Søvndal ikke i tvivl
Men udenrigsminister Villy Søvndal (SF) afviser, at der kan sås tvivl om garantien:
"Vi fik en reel garanti fra Rice. Vi har fået en reel garanti," siger han til jp.dk
Villy Søvndal vil i øvrigt ikke udtale sig om DIIS-rapporten, før han har drøftet den med formanden for det grønlandske landsstyre Kuupik Kleist.
Rapport: Imtet dobbeltspil
Rappporten frikender den tidligere regering og danske embedsmænd for at have ført et dobbeltspil i forløbet omkring afdækningen af CIA's eventuelle ulovlige flyvninger med fanger, da man skulle undersøge sagen i 2008.
Hertil siger Villy Søvndal:
"Jeg er tilfreds med rapportens konklusioner om, at der ikke er ført dobbeltspil."
Per Stig: Stærk garanti
Også Per Stig Møller mener, at garantien står stærkt. I DIIS-rapportens peges der på, at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet var uenige om, hvornår USA er forpligtet til at meddele Danmark, at der flyves med fanger i dansk luftrum. Det er blandt andet denne uenighed, som gør, at rapporten sår tvivl om den amerikanske garanti,
Til spørgsmålet, om det sætter den svagere, svarer Per Stig Møller:
"Det mener jeg, at man kan udelukke. Det vil være i strid med aftalen, hvis amerikanerne flyver med fanger alligevel uden forudgående tilladelse."