EL-græsrødder bremser partitoppen
Enhedslistens bagland har stemt to forslag fra hovedbestyrelsen ned.
Toppen i Enhedslisten har fået baglandet imod sig.
Til partiets årsmøde i weekenden er det blevet diskuteret, hvordan Enhedslisten får flere medlemmer.
Hovedbestyrelsen havde foreslået en vision, som hed, at partiet skal have mindst 10 procent af stemmerne ved næste folketingsvalg, sidde i fem regioner og i 50 kommunalbestyrelser og få mindst 10.000 medlemmer mod nu godt 8000.
Men forslaget blev nedstemt af græsrødderne.
Flere hak i tuden
Græsrødderne stemte nej til visionerne om flere vælgere og flere medlemmer.
Også et andet forslag fra hovedbestyrelsen, som Johanne Schmidt-Nielsen havde talt varmt for, blev stoppet af græsrødderne.
Hovedbestyrelsen havde ønsket sig et nyt principprogram, som kunne fremlægges på årsmødet i 2013, hvorefter det skulle diskuteres og til afstemning på årsmødet i 2014.
Men et flertal blandt de delegerede gik imod partitoppen og besluttede, at programudkastet præsenteres på årsmødet i 2013, hvorefter det skal drøftes i en række arbejdsgrupper. Først til den tid skal man tage stilling til, hvad der videre skal ske.